Tagget med:
Vælg den rigtige GPS
Du farer vild, når du har drejet til højre mere end to gange. Du skal have en GPS nu!
Du skal til Nedre Ovre Mellemvej i Nederskænneved, og hvem andre end den lokale post ved, hvor det er? Stedet findes ikke, men du kender nok følelsen! Du skal have GPS, og de er blevet så gode, at selv de billigste vil guide dig sikkert på vej. Men hvad skal du kigge efter, og er der overhovedet grund til at købe en dyr model? T3 giver svaret.
At blive guidet frem af en blid kvindestemme, mens Bluetoothmobilen snakker, og din musik samtidig kører på fuld hammer, kan sagtens lade sig gøre med et GPS-anlæg, selvom dens fornemste opgave er at vise vej. Alt andet er bare ekstra, og det elsker vi at lege med – men den skal først og fremmest være god til at få os sikkert frem.
Her er en lille hemmelighed: Det gør de alle faktisk i dag. Holder du dig fra skodmodellerne fra no-name-producenter i Aldi eller lignende, så er alle GPS-anlæg i dag så gode, at de får dig frem. Måske ikke lige af den smutvej, du synes, er bedst – men frem kommer du, uanset om du ofrer 1.000 kr. kroner eller fire gange så meget på sagen.
Teknologien er efterhånden så gennemprøvet, at selv de allerbilligste er gode. Ser du på en bund- og en topmodel fra samme producent, opdager du hurtigt, at der benyttes samme software! GPS’ens ”main event” er altså groft sagt den samme trods en prisforskel på over 100 procent.
Nogen grund til at købe dyrt?
Det får naturligvis alle til at tænke på, om det overhovedet kan svare sig at købe en dyr model. Og nej, det kan det faktisk ikke. Hvis behovet bare er at blive navigeret sikkert frem, behøver du bare at købe en model som den lille TomTom Go, vi tester i stortesten på de næste sider. Den får dig lige så hurtigt frem som sin omkring dobbelt så dyre storebror TomTom Go 930.
Men der kan være gode grunde til at købe dyrt. Dels er de mere lækre, og er GPS noget, du bruger meget hver dag, er det jo også vigtigt. Har du en bil med et slikket interiør, skal du jo også have en skinnende GPS, der matcher. Her går det ikke med en lille inferiør plastmodel!
I merprisen får du også en større og ofte en bedre skærm, ofte en enhed med en hurtigere processor og en som er hurtigere til at finde satellitterne, finde alternative ruter og så videre. Men du får også en model, som i de fleste tilfælde har bedre lyd. Hertil får du en strømforsyning, du kan bruge hjemme, så du kan oplade den i stuen og ikke kun i bilen – og ikke mindst får du flere features.
TMC og features?
De features betaler du for, og det er værd at overveje, hvilke du reelt har brug for. Nogle har advarsler om fartkameraer – som ret beset bedst virker i udlandet - mens en funktion som TMC ofte er ret god at have indbygget.
Ved TMC får GPS’en via en FM-antenne at vide, om der er meget trafik eller f.eks. vejarbejde på den rute, du kører, og den kan derudfra udregne en alternativ rute. Det fungerer efterhånden bedre og bedre i Danmark, og er du på vej ned gennem Tyskland i højsæsonen, vil du elske det. Det eneste problem er, at hvis alle har GPS med TMC – så vil vi vel ende med at sidde i kø på de alternative veje eller? Sørg for at få en GPS, hvor TMC-antennen er indbygget. Nogle (især billigere) modeller har den som en separat antenne, som fylder op i den i forvejen overbroderede forrude.
En anden god funktion er Bluetooth. Det betyder, at du kan bruge GPS’en som håndfri til mobilen. Det er jo smart, selvom lyden i langt de fleste tilfælde er ret dårlig, men i mangel af bedre – og for trafiksikkerheden – er det fint nok.
Dertil kan de bruges som MP3-afspiller. Smart, men du behøver ikke en ingeniøruddannelse for at regne ud, at selv et halvdårligt anlæg i bilen er bedre end den lille højttaler, der sidder i GPS-anlægget. En feature der er rar, er det omvendte scenario så at sige. TomToms topmodel kan sende beskederne fra 930 Traffic til din radio via FM-båndet, og du får meldinger ud i kabinen i bedre kvalitet. Features som disse er værd at gå efter, da de giver en reel og brugbar forbedring.
Features som at kunne vise billeder via indbygget kortlæser er fint nok på turen – men ret beset unødvendig. Du kan jo bruge din skærm på digitalkameraet.
Tekst og stemmer
Når der skal købes GPS er det i høj grad også personlig smag og stil, der afgør behovet. Og her tænker vi ikke kun på det ydre. Der er meget stor forskel på stemmer, og hvordan de påvirker os i hvert enkelt anlæg. TomTom har en meget blid stemme, som vi elsker. Andre siger det med en autoritet, så man næsten ikke tør gøre andet, end der bliver sagt!
Det er tydeligt, at de billigere modeller har en mere mekanisk stemmevejledning end de dyrere og mere kendte typer. De større modeller kan også have features, hvor du får at vide, hvad vejen hedder, du skal dreje ned ad i stedet for bare ”drej til højre”. Det er en feature, som man absolut skal vænne sig til.
Et GPS-anlæg (uanset pris) skal i dag indeholde hele Europa – det er standard - så er der en Skandinavien-model, så spring den over. Der går ikke længe, før du skal ned over grænsen og hente nye forsyninger slik og cola alligevel. Kortenes kvalitet er efterhånden også gode for de flestes tilfælde, og både billig som dyr har mange gode interessepunkter, så du let kan finde f.eks. nærmeste benzinstation.Sørg for at få en model, hvor du (uden at betale boksen for det) kan opgradere dine kort mindst en gang om året, så du har de nyeste ruter med.
Er mobil GPS et alternativ?
Ja da, det bliver stadig meget bedre. Men som installation i en bil er de almindelige anlæg faktisk bedst. De har alle batteri, og du kan tage dem med dig og kan på den måde også blive navigeret, når du går rundt i byen. Her er det igen vigtigt at vælge en model, der kan det, og som ikke er så stor og klodset, at det bliver pinligt at bære rundt på den.
Læs mere om:
Test: | 01. feb 08:50 | |
Artikel: | 20. apr 08:45 | |
Test: | 05. mar 10:00 | |
Nyhed: | 06. mar 11:11 | |
Test: | 14. dec 08:30 | |
Nyhed: | 17. maj 14:08 | |
Test: | 14. sep 08:50 | |
Reklame: | Ad from Google |


