Kodaks nye videokamera i YouTube-klassen ligner mere en walkie-talkie end et videokamera. Men de afrundede hjørner, gummifladerne og de tætlukkende låg til batteri, stik og hukommelseskort har et formål: Kameraet er stødtæt og vandtæt ned til tre meters dybde, så du kan tage det med dig, når du scoobadiver. Eller i badekarret. Det virker fint - vi lagde kameraet i en kande med vand, og det optog videre uden problemer.
Kodak Playsport ZX3 VEJL. PRIS: 1.199 kr.
PRODUCENT: Kodak PLUS: Ultrakompakt Full HD-kamera. Holder til en tur i vandet. Simpel betjening.
MINUS: Videokvaliteten er, som i andre lommekameraer, tvivlsom. Forvrænger.
DOMMEN: Vil du have et kamera, der kan optage Full HD og tåle en sommerferie ved
havet, så er Playsport det oplagte valg. Men sæt ikke forventningerne
til optagekvaliteten for højt ...
FAKTA: Sskærm: 2,0 tommer LCD
Optagekvalitet: MPEG-4 H.264, 1080p, 720p, 5 megapixel fotos
Hukommelse: 128 MB intern, understøtter SD/SDHC-kort op til 32GB
Tilslutninger: HDMI, USB 2.0, AV-out
Dimensioner: 58 x 112 x 19 mm, 128 gram (uden batteri)
Playsport, som kameraet er døbt, har en speciel H2O-indstilling, der justerer farverne, så man kan optage pæne ikke-blå billeder under vand. Det har også elektronisk billedstabilisator, ansigtsgenkendelse, 4 x digital zoom og et såkaldt Glare Shield, der gør det nemmere at se skærmen i sollys. Kameraet er med andre ord fyldt med funktioner, der typisk ses i dyrere modeller. Playsport kan optage i Full HD 1080p, hvilket er imponerende til denne pris. Men juster forventningerne, for der er en grund til at Full HD-videokameraer typisk er dyrere.
Selv om Kodak leverer optagelser i 1920 x 1080 pixel, er det ikke altid pæne pixel. Personligt ville jeg ikke optage i 1080p overhovedet. Ikke alene lider skarpheden i billedet af en middelmådig linse, den hårde kompression sakser i detaljerne, så snart der er bevægelse i billederne. Playsport lider desuden af samme fejl som samtlige andre billige videokameraer: Når der panoreres, kommer vandrette linjer til at fremstå buet og forvrænget. Fejlen, kaldet ”skew”, reduceres hvis man optager i 720p i stedet - og kvaliteten falder ikke nævneværdigt.
Vær også opmærksom på, at kameraets faste fokus gør det umuligt at fokusere på emner, der er mindre end 40 centimeter væk, ligesom mikrofonens kvalitet ikke imponerer.
Selv om det virker som om, Playsport har mange mangler, så er det ikke exceptionelt - det er nøjagtig det samme i lignende kameraer. Og det er en lav pris. Til gengæld er det et kamera, der er kompakt, nemt at slæbe med sig rundt og kan holde til lidt af hvert.