Er du over en vis alder, så er der gode chancer for, at du har en skotøjsæske med gamle kassettebånd, fyldt med gyldne minder fra et for længst overstået årti. I denne anmelders tilfælde er det 1980’erne. Eller måske ligger dine forældre inde med båndoptagelser af dine første ord? Under alle omstændigheder så er det de færreste af os, der længere har en båndoptager i disse digitale tider.
Ion Tape Express VEJL. PRIS: 499
PRODUCENT: Coolstuff PLUS: Utroligt nemt at konvertere kassettebånd til MP3-filer. Forholdsvis billig.
MINUS: Ingen mulighed for at rense optagelser for støj. Båndoptageren bliver overflødig, så snart optagelserne er klaret
DOMMEN: Du bliver med garanti populær hos vennerne, og du kan roligt låne dem båndoptageren, når dine egne kassettebånd er digitaliseret, for så mister den sin magi. Til gengæld er den relativt billig og klarer jobbet fint
FAKTA: Tilslutninger: USB 2.0, 3,5 mm jack-lydudgang, DC3V til ekstern strømkilde
Knapper: Play, stop, spole frem, spole tilbage, volume, åbne låge, DIR og LOOP
Batterier: 2 x AAA (kun nødvendige hvis den ikke er tilsluttet computeren)
dimensioner: 110 x 80 x 35 mm
Her kommer Ion Tape Express ind i billedet. Det er en lille båndoptager i Walkman-størrelse med en USB-udgang, så den kan sættes direkte til computeren. Ikke så meget hokuspokus ved det. Det er den medfølgende software, der tryller musikken på kassettebåndene om til MP3-filer på harddisken.
Undertegnede har testet Mac-softwaren, kaldet EZ Audio Converter, og den lever i høj grad op til sit navn. En guide tager dig igennem processen, fra optagelse af materialet over navngivning af numrene til eksport til iTunes. Det er rørende nemt.
Kvaliteten af MP3-filerne afhænger naturligvis af originalmaterialet på båndet, og der er desværre ingen mulighed for at forbedre lyden digitalt med den medfølgende software – eksempelvis fjerne støj. Det kunne man måske have ønsket sig. Til gengæld virker lydkvaliteten temmelig meget bedre end på en gammel båndoptager.
En fordel er, at Ion Tape Express ikke kræver anden strøm end den, den kan suge fra computerens USB-stik. Men du har også muligheden for at putte to AAA-batterier i den og bruge den som traditionel Walkman, for der er 3,5 mm-udgang til hovedtelefoner.
Og du behøver ikke vende båndet, når det er slut, for med et tryk på en knap, vender båndoptageren båndets kørselsretning. Det var skam meget fin teknologi, dengang i 1980’erne, husker jeg.