Mængden af mobilopladere i
skuffen stiger i akkurat samme takt, som vi skifter mobiltelefon, men
fra 2012 skal dette ændres, idet en ny standard for mobilopladning
indføres. Det skriver Business.dk
Det forventes, at en aftale om
en fælles standard for opladere underskrives af en række
mobilproducenter allerede til efteråret. EU-kommisionen fortæller
desuden, at allerede i starten af næste år, er det sandsynligt, at den
nye universelle mobiloplader er tilgængelig.
Selv om EU tidligere
har truet med at tvinge branchen ind i en fælles standard, har man
kunne se trenden i løbet af de sidste par år. Det er blevet mere og mere
populært at benytte micro-USB stikket som oplader, og det er netop også
denne type som er omdrejningspunktet for aftalen.
Alle de store er med
Det er de helt store spillere på mobilmarkedet, der er med på ideen, Nokia, Samsung, Sony Ericsson, Apple, LG og
Motorola støtter alle den fælles standard.
Selv om mange
telefoner allerede benytter micro-USB stikket til opladning, skal
antallet udbredes, og fra 1. januar 2012 skal flertallet af de nye
mobiltelefoner understøtte den universelle oplader.
Selvom der tales om en universel lader, så vil den selvsagt ikke virke til ældre mobiltelefoner uden et micro-USB stik.
Kan spare et hav af opladere
GSM association har beregnet, at der kan spares
51.000 tons overflødige opladere ved at indføre den nye standard, og
selvfølgelig er det også en bonus, at vi som forbrugere ikke behøver
fylde vores skuffer op med opladere til forskellige mobiltelefoner.
Nye
telefoner kan eventuelt leveres uden tilhørende oplader, hvilket måske
endda kan betyde en besparelse i købet af en ny mobiltelefon.