Elgato står bag nogle af de bedste USB-baserede tv-tuner løsninger til computere. For nogle måneder siden gav vi topkarakter til deres seneste model, EyeTV DTT Deluxe. Netstream er noget helt andet. Ved at slutte den til routeren, kan Netstream streame live-tv til flere computere på netværket samtidig, helt uden brug af kabler. Netstream suger de gratis digitale kanaler ned fra æteren, men kan ikke bruges, hvis du har kabel- eller satellit-tv.
Elgato EyeTV Netstream DTT VEJL. PRIS: 1900
PRODUCENT: Elgato PLUS: Simpel opsætning, fantastisk lækker tv-software til Mac’en. Streamer tv-kanaler til to computere samtidig
MINUS: Ubrugelig uden en tændt computer. Kan kun bruges til gratis DVB-T-kanaler
DOMMEN: Supernem tv-tuner til dit netværk. Men du kan kun udnytte dens fulde kraft, hvis du har en Mac
FAKTA: Tv-tuner: 2 x DVB-T (MPEG-2 eller AVC/H.264, op til 1080i)
Operativsystemer: Windows 7, Mac OS X 10.5.8 eller nyere
Tilslutninger: Ethernet, Wi-Fi 802.11n
Dimensioner: 119 x 119 x 23 mm, 232 gram
Selve æsken er relativt simpel. Den har blot tre udgange: Et antennestik, et netværksstik og et strømkabel. Det er den medfølgende EyeTV-software, der gør løsningen kraftfuld og yderst brugervenlig. Den indeholder bl.a. en to-ugers elektronisk tv-guide, der gør det nemt at programmere optagelser eller filtrere i kanalerne, så du kun ser din favoritter på listen.
Der er også mulighed for at streame tv-signalet videre - via internettet - til en iPhone eller iPod Touch, så du kan se dansk tv på hotelværelset i Timbuktu. Det kræver dog, at computeren derhjemme står tændt, for Netstream adskiller sig på det punkt ikke fra en almindelig USB-tuner. Og det er i virkeligheden undertegnedes største anke ved Netstream.
Den eneste fordel ved Netstream fremfor f.eks. EyeTV DTT Deluxe er, at den kan sende tv-signalet til to computere på samme tid. Til gengæld er den mere end dobbelt så dyr som alternativet: To separate USB-tunere. Og den suger kraftigt af både båndbredde og processorkraft, når man streamer fra den. Havde Elgato forsynet den med en intern harddisk, så man kunne optage til den uden hjælp fra en computer, ville den have været genial. Men så ville prisen nok også have været anderledes.
Desværre fungerer EyeTV-softwaren kun på Mac. Windows-brugere må nøjes med Terractecs software, der i øvrigt er kompatibel med Windows Media Center.
Se den aktuelle dagspris her