Total Wimmer faldskærmsrekord over Mount Everest

Faldskærmsudspringere har allerede ramt sneen på Sydpolen og på Nordpolen, og basejumpere har forceret verdens højeste vandfald, Angel Falls i Venezuela. Hvor vildt kan det så blive?

Mandag 6. oktober 2008 klokken 7:52 om morgenen kaster den danske finansmand Per Wimmer og hans instruktør, Ralph Mitchell, sig ud fra et lille Pilatus Porter-fly i ni kilometers højde og bliver de første nogensinde, der præsterer et tandem-faldskærmsspring over Mount Everest.

Efter et frit fald på 3,5 kilometer, side om side med de ondeste bjerge i verden, og otte minutters svæv i faldskærm, lander Per og hans springmakker på en lille græsbevokset afsats i 3.700 meters højde.

Dagen efter, samme tid, var Per via Kathmandu og Dubai tilbage i London, hvor han bor, og efter et hurtigt brusebad i lejligheden kunne han møde ind på sit kontor, vandkæmmet og i skjorte og slips, lige over middagstid. Selv ikke Agent 007 kunne have gjort det med mere klasse!

Det her er bare første gang

Pers udspring var en del af The First Ever Everest Skydive Expedition, der i alt involverede 30 solo- og tandemspringere fra hele verden. Umiddelbart inden Per Wimmer og hans springmakker kastede sig ud i Himalayas alt for tynde luft, havde tre erfarne solospringere taget turen ud over Everest – ligeledes som de første solospringere nogensinde. Og kort efter Per og Ralph fulgte resten af holdet.

Forud for de vellykkede spring på denne solrige oktoberdag lå ufattelig meget planlægning. At sende 30 mennesker ud fra ni kilometers højde i et af verdens mest uvejsomme terræner er en logistisk udfordring af dimensioner, som også kræver ekspertviden om ophold i ekstrem højde samt mængder af udstyr. Bag projektet stod en flok professionelle faldskærmsudspringere, som havde brugt to år på at gøre ideen til virkelighed.

Trods en pris der langt oversteg mere almindelige og ellers også dyre adventure-rejser, meldte Per Wimmer sig til, så snart han hørte om ekspeditionen. Det var det helt nye i projektet, som trak mest:

”Efterhånden er det jo rush hour for bjergbestigere på toppen af Mount Everest, men det her – det er første gang overhovedet, nogen har gjort det!”

Yakokser og 60 graders kulde

Holdet mødtes i Kathmandu 12 dage før det store udspring. Deltagerne introduceredes til udstyret og hinanden, inden turen gik med små 12-14 personers flyvere til byen Lukla kun cirka 40 km fra Mount Everest. Lukla er det klassiske udgangspunkt for bjergbestigninger i Everest-regionen, og det var herfra Sir Edmund Hillary startede ud, da han første gang besteg bjerget i 1953.

Opskriften lød nu på seks dages trekking for at vænne sig til højden. Målet var Syangboche Airstrip, der ligger i 3.700 meters højde og kun 20 kilometer fra Everests top. Fra denne ekstremt korte landingsplads i næsten fire kilometers højde skulle flyet lette, og springerne skulle også gerne lande deres faldskærm her igen efter veloverstået udspring. Stedet var springernes drop zone. Der er ikke så mange gode steder at gøre den slags i Everest-regionen, så der var ingen vej udenom. Flyvepladsen havde imidlertid ikke været i brug i årtier, og deltagerne måtte selv gå og fjerne klippestykker fra banen, da de nåede frem
fra deres trek, så flyet – en såkaldt Pilatus Porter – kunne lande sikkert.

Pilatus Porter er et enmotors propelfly, der er kendt for sin STOL-performance, dvs. evnen til at lette og lande på meget korte landingsbaner og næsten ethvert underlag. Et Pilatus Porter-fly er engang blevet landet i 5.750 meters højde på Dhaulagiri-gletscheren et andet sted i Nepal, og en anden gang er flytypen blevet sat ned på kun lige over 50 meters landingsbane!

Til gengæld er flyet ikke godkendt til flyvninger over 8.200 meter, men da der ikke findes noget bedre fly til formålet, måtte det presses til grænsen af sin ydeevne og tvinges op i 9.000 meters højde.

Dagen for rekordspringet

Det var meget tidlig morgen, da Per, hans instruktør og en fotograf, som skulle filme det hele i luften, satte sig ind i Pilatus Porteren for at springe deres livs faldskærmsspring. Flyveren var netop kommet tilbage fra den første tur op til bjerget med de tre solo-springere, og ombordstigningen foregik hurtigt.

Fra klokken 10 om formiddagen kunne der til enhver tid og på ganske få minutter vælte skyer ind over landingszonen i Syangboche, så for at undgå det, skulle der springes tidligt. Starten af oktober var ellers allerede nøje udvalgt som ét af kun to vejrvinduer hvert år, hvor man overhovedet kan nærme sig toppen af Mount Everest. Resten af året umuliggør vinde på over 300 km/t. ved Everests top alle former for aktiviteter, herunder bjergbestigning.

Flyveren cirklede sig langsomt op imellem bjergsiderne i en proptrækkerbevægelse. ”Først sad man bare og kiggede fuldstændig betaget på landskabet, men efterhånden som den i alt 40 minutter lange flyvetur trak ud, begyndte man snarere at overveje, hvordan man nogensinde skulle komme tilbage igen,” fortæller Per Wimmer.

Selve udspringet skulle ske i cirka otte kilometers sikkerhedsafstand fra Everests top og godt 10 kilometer fra Syangboche i lige linje, så der var temmelig langt tilbage.

Action!

Kort før udspringet spænder Per og hans makker sig sammen, Per forrest og Ralph bagest, og iltmasken som piloter og springere har på under hele opstigningen, flyttes til en iltflaske i bæltet hos hver springer.

Flyverens side åbnes, og Per svinger nærmest hele kroppen ud over kanten, så han hænger med Himalayas sten- og isørken under sig. Larmen fra vindens rusken overdøver alt. I det øjeblik de sætter af, styrer instruktøren dem hurtigt væk fra flyveren, hvorefter Per overtager og styrer parret nedefter i et frit fald over Verdens Tag, som måske bedst kan karakteriseres som et sanse-overload. Faldet ledsages af de obligatoriske ’thumbs up’, knyttede hænder, supermandspositurer og brede grin. Det her er for fedt!

Efter et minuts åndeløst fald med en ubegribelig hastighed på 200 km/t. udløser Ralph faldskærmen i 5.500 meters højde, farten falder, og blot otte minutter efter lander de to uskadte i Syangboche.