There’s an app for that ... Hvis du ikke har en smartphone, ser du måske undrende ud, men sidder du med f.eks. en iPhone eller Android i hånden, vil du med stor sandsynlighed nikke genkendende til udtalelsen. Det er ikke kun fordi, der efterhånden findes et utal af praktiske apps, der kan hjælpe dig med alt fra bageopskrifter, vejvisning, busruter, synkronisering i skyerne, tv-streaming til filmklipning og fotoredigering, men her stopper festen langt fra.
Mange nye apps lokker med at kunne gøre dig til et bedre menneske via små apps til din mobiltelefon. Hvad med et coach-program (på dansk), der kan hjælpe dig med at tabe de sidste fem kilo eller se mere positivt på livet, andre apps vil hjælpe dig med afslapning og meditation, der findes et utal af træningsapps til løbeturen eller styrketræning, og nu kan du endda få aflad via mobilen! For blot 12 kroner kan du til iPhone downloade en app ved navn Confession: A Roman Catholic App. Jeg skal ærligt indrømme, at selvom jeg ikke er særlig katolsk eller har den store trang til at bekende et hav af synder, så svævede fingeren længe over ”køb”-knappen i iTunes Store. For er det ikke fascinerende, at du via en app kan krydse dine synder af og få lettet din samvittighed – godkendt af den katolske kirke?

Confession: A Roman Catholic App
Det får mig til at spekulere over, hvilke spændende apps der dukker op i den kommende tid til gavn og glæde for hele menneskeheden. En præste-app, så du bliver gift eller døbt via mobilen? En læge-app, så du kan konsultere en virtuel læge? Kan apps ændre vores liv og gøre os til bedre og mere lykkelige mennesker. Kan du købe en app, der gør dig lykkelig? Eller måske i virkeligheden har vi bare brug for en app der forhindrer, at du bruger alt for mange penge på apps? ...
Læs også
5 gratis Android apps
5 sært populære apps
De 10 bedste gratis apps