Sony PSP og Nintendo må være bekymrede efter at have set Apples lancering af den nye iPod Touch og iOS 4.1 onsdag aften. Apple går nemlig målrettet mod at blive den førende håndholdte spillekonsol. Intet mindre. Med kraftigere hardware, det nye Game Center software og nye spil, baseret på den grafisk imponernede Unreal 3 Engine, tager Apple et stort skridt.
Game Center, der er en del af den iOS 4.1-opdatering der kommer i næste uge, er kraftigt inspireret af Xbox 360 Live-tjenesten. Spiltjenesten gør det muligt at spille mod vennerne, optjene achievements og sammenligne scorer. Du kan sende indbydelser til vennerne om en hurtig spilduel eller spille mod tilfældige medlemmer af Game Center. Og der er mange. Apple har til dato solgt mere end 120 millioner iOS-enheder, i form af iPhone eller iPod Touch.

Unreal-grafik på iPod Touch, iPad og iPhone. Hent en gratis demo.
Under onsdagens lancering overlod Steve Jobs kortvarigt scenen til Epic Games, der viste en imponerende demo af et 3D-spil med arbejdstitlen Project Sword. Demoen er nu blevet lagt i App Store, hvor du kan hedder Epic Citadel. Den er naturligvis gratis, da det er en demo, og du kan hente den her til både iPhone og iPad. Se også videoen nedenfor.
iOS 4.1 opdateringen kommer i løbet af næste uge. Den bliver gratis for ejere af iPhone og iPod Touch og vil, ud over Game Center, tilføje nye kamerafunktionalitet. Nemlig muligheden for at skyde High Dynamic Range-fotos (HDR, red.) direkte fra kameraet på iPhone, Den vil også indeholde en række fejlrettelser; blandt andet rettes en fejl i iPhones proximity-sensor, der slukker skærmen, når man holder mobilen op til øret. Det loves også at de brugere, der har opgraderet deres iPhone 3G til iOS 4 får hastigheden tilbage.