Elbiler bliver mere og mere interessante. Senest har amerikanske Tesla, der primært er kendt for racermodellen Roadster, løftet sløret for en ny model, henvendt til det brede marked. Den nye model S er ikke alene væsentlig billigere end Roadster. Den kan også køre længere på en opladning – hele 482 kilometer.
Samtidig har Tesla udstyret model S med såkaldt QuickCharge-teknologi, der gør, at bilen kan oplades til 80 procent af batteriets kapacititet på blot 45 minutter. En fuld opladning tager tre til fem timer. Er det ikke nok, vil batteriet kunne skiftes helt på under fem minutter, lover Tesla. I øvrigt har model S indbygget oplader, så den kan sættes til et hvilket som helst strømstik.
Model S har en topfart på 193 km/t og klarer 0-100 på cirka syv sekunder. Bilen ar indbygget infotainment-center med 17” trykfølsom skærm, GPS og mulighed for at gå på 3G-netværket.
Tesla forventer at kunne levere model S fra 2011, og fra 2013 kan der produceres 20.000 biler om året. Model S kommer til salg i USA, Canada og en række EU-lande. Prisen? Bilen har en prislap på 49.900 dollar (omkring 270.000 kroner). Skriv os venligst op, tak…