Hvis du er ude efter et anlæg, så du kan afspille musikdownloads, cd'er og internetradioer i hele huset, så tag et kig på Ciscos nye The Director, der er en del af firmaets Wireless Home Audio-serie.
Der er tale om et trådløst musikanlæg med indbygget forstærker og Wi-Fi 802.11n, så du kan sende musikken trådløst ud til tilkoblede The Player-enheder rundt omkring i hjemmet. På den måde kan du spille musik synkront i dit hjem uden ekko-effekt. Du kan også inddele din hybel i zoner og f.eks. afspille jazz i køkkenet og afslappende fløjtemusik på badeværelset.
The Director klarer både almindelige cd'er, musik fra USB-enheder og kan streame musik fra dine computere. Du styrer det hele via den indbyggede 7-tommer trykfølsomme LCD-skærm, og via en ekstra dockingstation kan du også få fat i musikken på din iPod.
The Director er smart nok alene, men bliver først et rigtigt hit, når du kobler den sammen med et par "The Player"-enheder rundt omkring i huset. The Player kan kobles til eksisterende stereoanlæg, så du kan streame musik fra The Director ud til flere rum. Og gider du ikke rejse dig fra sofaen, så skal du blot have et eksemplar af "The Controller" - en Wi-Fi-fjernbetjening, der lader dig styre det hele via et overskueligt interface.
Sammen med Home Audio får du også 30 dages gratis adgang til Audiolounge - en musktjeneste med millioner af sange. Efter prøveperioden kan et abonnement købes for 100 kroner per måned.
The Director sælges som en del af "The Premier Kit", der også inkluderer en The Player og en The Controller. Pris? 8.000 kr.