Så har svenske Spotify langt om længe åbnet for de digitale døre i Danmark, og gjort klar til konkurrence mod TDC Play og Wimp. Efter en årelang kamp mod de danske musikeres organisation, Koda, faldt brikkerne på plads i juli måned - og nu kan vi danskere altså nyde de omkring 15 millioner sange, Spotify har på hylderne.
Læs også: Koda blokerer for Spotify i Danmark
Spotify har indgået aftaler med Koda, pladeselskaber og
musikeaggregatorer som bl.a. Universal Music Group (og MBO), Sony BMG,
EMI Music, Warner Music Group, Merlin og The Orchard, samt en række
uafhængige danske pladeselskaber.

Grundlæggerne af Spotify: Daniel Ek og Martin Lorentzon.
”Vi er vildt glade for, at vi fra i dag kan tilbyde Spotify til de danske musikelskere. Musik er en af de mest sociale ting, der findes og det er derfor vi har indbygget de bedste sociale features i Spotify så det er nemt at dele den ultimative musikoplevelse med hinanden. Jeg vil gerne byde alle musikfans velkommen til Spotify-familien og jeg håber, at danskerne vil elske at bruge Spotify lige så meget som vores andre millioner af Spotify-brugere i verden”, siger svenske Daniel Ek, der er grundlægger og CEO for Spotify.
Læs også: Del Spotify-musik på Facebook
Spotify tilbyder tre abonnementstyper. Basisabonnementet er gratis, du får adgang til alle musikfiler, men du må lytte til reklamer. Betaler du 49 kroner om måneden for Spotify Unlimited slipper du for reklamerne og får adgang til en række ekstrafunktioner. Og vælger du et Spotify Premium abonnement til 99 kroner om måneden får du adgang til hele molevitten - inklusive mulighed for at synkronisere numre over på din mobile enhed - iPod, iPhone, Android m.m.
Det kræver også et Premium-abonnement, hvis du vil bruge Spotify sammen med f.eks. Sonos musiksystemet. Læs mere om de forskellige abonnementer på denne side.
”Spotify blev etableret som et bedre, enklere alternativ til ulovlig piratkopiering. Så det faktum, at de mennesker, som laver musikken, som vi andre nyder, får betaling for deres arbejde, er ekstremt vigtigt for os. Vi har et bredt katalog fra alle de store pladeselskaber og en lang række uafhængige pladeselskaber. Det betyder, at alle kunstere, komponister og tekstforfattere bliver fair kompenseret for deres kreativitet hver gang deres musik bliver spillet via Spotify,” siger Öjje Holt, der er nordisk ansvarlig for Spotify.