Splinter Cell Conviction

Sam Ficher er tilbage, og han er mere vred og indebrændt end nogensinde før. Historien fortsætter, hvor Splinter Cell Double Agent fra 2007 slap. Sams datter er blevet myrdet. Sam har forladt den organisation, han arbejdede for, og stort set alt hvad Sam troede, han vidste, er forkert. Det er dog ikke nødvendigt at have spillet de foregående spil i splinter Cell-serien, vi bringes hurtigt up to date via cutscenes og flashbacks.

Fakta

Splinter Cell Conviction
PRODUCENT: Ubisoft

PLUS: Mark and Execute systemet, lækker præsentation, endnu bedre sammen med en ven

MINUS: Alt for kort singleplayer, mere vægt på action end stealth, som ellers var seriens kendetegn

DOMMEN: Conviction et underholdene og velfungerende stealth/action spil, specielt når du spiller sammen med en ven. Historien er god, men kort, og nogle af seriens velkendte stealth-elementer er fjernet og erstattet med action-elementer

FAKTA: Xbox 360

Grafisk er det nye Splinter Cell en lidt blandet fornøjelse, der er nogle pæne animationer samt level designs, og vi slipper for in game loadtider, men lys og teksturer er ikke helt så flotte, som vi ellers ser i øjeblikket. Spillet kører på den aldrende Unreal 2 motor, og selvom de får meget ud af den, kan det godt ses, at de spænder flitsbuen til bristepunktet.

Tempoet i Conviction sætter nye standarder for stelth-genren, det er ikke længere et spørgsmål om blot at sidde i dækning og vente på, at fjenderne bevæger sig forbi for at undgå at blive opdaget. Det handler i høj grad om at bevæge sig rundt i skygge, snyde modstanderne og få dem til at tro, du er et andet sted, mens du koldblodigt snigmyrder dem bagfra. Conviction har et fremragende cover system. Det er nemt at bevæge sig fra cover til cover. Skift fra sort-hvid til farve indikerer, om du er synlig eller skjult, og en vis silhuet af Sam indikerer, hvor modstanderne tror, du befinder dig, hvis du er skjult.

Conviction ligger i grænselandet mellem stealth-game og action-game, således er det fremragende og underholdende ’mark and execute’ system en rendyrket actiontilføjelse, der leder tankerne hen på Max Paynes ’Bullit time’, hvor Sam optjener execution points, som opsparet i en tilpas mængde kan bruges til at markere flere modstandere samtidig og derefter henrette dem i slow motion.

En lækker detalje der fungerer rigtig godt spillet igennem, er den projekterede tekst, spillet introducerer, hvor tips og objekter vises som tekst forskellige steder i banen, der projekteres sågar også cut scenes, der fortæller mere om baggrundshistorien.

Conviction er et anderledes spil end de andre i Splinter Cell-serien, og nogle vil måske have svært ved at tilpasse sig. Sam behøver ikke være så stealth og lydløs som tidligere, han kan ikke længere bryde låse op eller flytte rundt på døde fjender. Generelt er tempoet højere, action er vildere og levetiden kortere end tidligere spil i serien. Et eksempel på at udviklerne har valgt at satse mere på action og mindre på stealth, er ”Irak missionen”, en helt malplaceret sekvens hvor vi spiller gennem et flashback, Sam Fisher har undervejs i historien. Det er fint med variation i spil, men i dette tilfælde, hvor man har fjernet de gameplayelementer, der virker godt og tilsidesætter en spændende og velkomponeret historie, virker det ikke til spillets fordel. Her fremstår det lidt for meget som et forsøg på at gå populære actiontitler, som Call of Duty og Battlefield, i bedene i stedet for at satse på det, der virker og gør ens spil til noget unikt.

Historien i Splinter Cell Conviction er som sagt god og vel komponeret (hvis man ser igennem fingre med Irak missionen), men kigger man blot på singleplayerdelen, som kan spilles igennem på 5-6 timer, kan man ikke undgå at sidde med en følelse af, at det hele er overstået, før det rigtig kom i gang. Til gengæld er der co-op missioner med sine helt egne historier og baner, du kan spille sammen med en ven samt deniable ops-missioner, der kan spilles både alene eller med en ven.