Det er efterhånden ti år siden, at Europa for første gang fik lov at smage
på Sonys designlækre laptops, der går under Vaio-brandet. Desværre var det i
første omgang kun nabolande som Tyskland og England, der fik lov til at lade
savlet over lækkerierne dryppe ned i tastaturet på en Vaio-bærbar, men nu er
turen endelig kommet til Danmark.
På et pressemøde har Sony afsløret den første Vaio, der bliver sluppet løs i
Danmark, og det drejer sig om FW-serien. Nærmere bestemt er det de to
underholdnings-laptops VGN-FW21Z og VGN-FW21M, som vi først får at se fra uge
43. Begge laptops har en stor 16,4-tommer LCD-skærm, som skabt til at se video
på, samt en Blu-ray-brænder.
Den store model, VGN-FW21Z kan dog også prale med
en fuld HD-skærm. Modellerne har derudover Intel Core2 Duo-processor med hhv. 400 og 500 GB
harddisk, Windows Vista Premium og andet guf.
Noget af det mest spændende ved Vaio-serien er dog det lækre og måske lidt
alternative design, der ifølge Sony skulle få entusiaster og status-søgere til
at styrte ud og købe en Vaio.Det er da også tydeligt at der er kælet for designet med afrundede hjørner
og den helt særlige cylinder, der binder tastatur og skærm sammen.