Du skal vist kigge i begge lommer eller hedde Spielberg til efternavn, hvis du går og overvejer Sony’s nye flagskib, F65 CineAlta: det koster US$ 65.000 / DKK 343.544 - i USA.
Og hvad får du så for samme pris som en godt udstyret Passat? Du får det vildeste HD-videokamera markedet endnu har set. Enhver cinematograf’s våde drøm. Og når jeg siger HD, så er det faktisk lidt af en underdrivelse: kameraet skyder i 4K - 4 gange højere end traditionel 1080p HD!
Hver frame bliver således skudt med 4096 x 2160 - altså kun et par hundrede pixels mindre end Nikon’s D700 halv-professionelle DSLR-kamera: forskellen er blot, at D700‘eren skyder 8 frames i sekundet - F65‘eren skyder 24...! Hertil kommer en 8K CMOS, der skyder billederne med 20 MP mod D700'erens 12 MP...det er altså alvorlig hardware det her!
Men det hele skal jo lagres et sted: F65‘eren kan optage 60 minutters 16-bit Linear RAW video direkte til et 1TB SRMemory kort ved fulde 24 FPS. Alternativt kan du skifte til MPEG-4 SStP, hvis du måtte have behov for eller lyst til det? Som kirsebærret på toppen af alle de andre kirsebær på toppen, har du mulighed for at styre hele apparatet via iPad eller Sony’s nye Tablet S.
Dog må du vente lidt, før du giver dig selv denne fødsels-, jule-, studenter- og jubilæumsgave: Den kommer først i forretningerne til januar næste år. Til sidst skal det også lige nævnes, at prisen ovenfor selvfølgelig er uden objektiv og hukommelses-kort - og de er nok heller ikke helt billige...