Drømmer du om en dedikeret hjemmebiograf, hvor du nærmest kan gå i hi under den mørke vinter, kommer du ikke uden om en projektorløsning. Og overvejer du en projektor som din store julegave til dig selv i år, bør du ubetinget tænke i 3D-baner. Selv det største betalbare 3D-tv – på 60” eller 65” – kan ikke formidle tilnærmelsesvis den samme 3D-oplevelse som et stort lærred i et mørklagt rum.
Sony VPL-HW30ES VEJL. PRIS: 30.000 kr. inkl. 2 briller med aktiv lukker og infrarød 3D-emitter
PRODUCENT: Sony PLUS: Imponerende flot, farvestrålende og kontrastrig gengivelse af både 2D- og
3D-indhold. Sonys første 3D-projektor med rigelig 3D-lysstyrke.
Praktisk talt lydløs.
MINUS: Lidt flimmer og krydstale ved gengivelse af motiver i hurtig bevægelse. Upraktisk synkronisering af 3D-brillerne.
DOMMEN: Sony VPL-HW30ES gør det muligt at indrette en 3D-hjemmebiograf med
overvældende store billeder til en hidtil uset lav pris. Har du
interessen og rummet, er der intet at betænke sig på.
FAKTA: 407x179x464 mm/10 kg
Dobbelt 3D-kvalitet
I februar testede denne T3’er en 3D-projektor fra Sony. Den hed VPL-VW90ES og kostede godt 50.000 kr., og du kan læse testen her.
VPL-VW90ES var fantastisk til 2D-film, men der var alt for lidt blus på lampen til 3D. Dette skyldtes, at Sony dengang var nødt til at forsyne sine i forvejen lysslugende 3D-briller med et polariseringsfilter, så omkring 90 % af projektorens 1.000 lumen gik tabt på vej fra lærredet til seerne. Med den nye VPL-HW30ES har Sony for det første sat lysstyrken op til 1.300 ANSI-lumen, og for det andet kan brillerne nu bruges uden det famøse polariseringsfilter. Sony lover, at billedet på lærredet vises tre gange så lyst som med VPL-VW90ES. Det tror jeg på, for mit projektorrum fungerer også som værksted og fotostudie, og når alt arbejdslyset er tændt, er det normalt kun muligt lige at skimte et billede fra en projektor på lærredet. Med VPL-HW30ES kunne jeg faktisk se, hvad der foregik, og det er ny rekord.
Billigere mekanik
På nogle punkter har Sony haft gang i sparekniven. Alle objektivindstillinger – zoom, fokus og vandret/lodret forskydning – foregår nu manuelt. Det kan være en ulempe, hvis projektoren er svært tilgængelig.
Mere irriterende er det, at den såkaldte 3D-emitter eller sender, som sørger for, at 3D-brillerne åbner og lukker til tiden, er pillet ud af projektoren og kommer i løs vægt. Nu skal denne dims placeres i dit synsfelt ved lærredet, og den skal forbindes til projektoren med et RJ45 LAN-kabel. Er ingeniørerne i projektor-divisionen ikke klar over, at Sony sammen med Panasonic og Samsung går ind for en fælles standard til trådløs styring af aktive briller ved brug af et Bluetooth-signal?

Sonys aktive briller i den seneste TDG-PJ1-version ligner forgængerne, men de er slanket med 18 til 59 gram, og batteriet er udskiftet til en genopladelig type.
Heldigvis har besparelserne ikke ramt støjdæmpningen nævneværdigt. Med et støjniveau på 22 dB – 2 dB mere end den dyre forgænger – er VPL-HW30ES reelt lydløst, når blot du lukker en anelse op for filmlyden.