Tidligt om morgenen den 7. juli sidste år blev der skrevet flyhistorie, da verdens største solcelledrevne fly landede i lufthavnen i Payerne i Schweiz efter 26 timer på vingerne. For første gang nogensinde havde et fly holdt sig i luften i mere end et døgn og gennem den mørke nat drevet af sted udelukkende på Solens energi. Dette var den foreløbige kulmination på et fantastisk eventyr igangsat af den excentriske schweizer Bertrand Piccard.

Allerede i 1999 blev Piccard kendt for som den første at flyve kloden rundt i en varmluftballon – uden mellemlandinger. Det skete i konkurrence med andre rige og vanvittige eventyrere som Richard Branson og Steve Fossett. Da han landede sammen med sin britiske makker Brian Jones, var der kun 40 kilo brændstof ud af 3,7 ton tilbage. Da det gik op for Bertrand Piccard, hvor tæt han havde været på at forulykke, lovede han sig selv at gentage jordomflyvningen, men denne gang uden brændstof og udledning af forurenende stoffer.

Det fødte ideen om at skabe et soldrevet fly, der uden landing kunne flyve rundt om vores blå planet og på den måde både skabe en ingeniørmæssig bedrift og vise nye, klimavenlige veje for flyindustrien.

”Det mest åndssvage er ikke at virkeliggøre muligheden for at flyve dag og nat uden en dråbe brændstof, men at fortsætte med at tro, at vores civilisation er i stand til at overleve, når vi forbruger 1 million ton benzin hver time, hvilket ødelægger vores planet,” forklarer Bertrand Piccard om drivkraften bag projektet. Den tekniske udfordring var ikke at få et soldrevet fly i luften. Det er gjort før. Men at få det til at flyve om natten er umuligt, for når det er mørkt, kan solcellerne ikke levere energi til flyets motorer, og så falder det til jorden. Løsningen er at skabe et fly, som kan producere mere energi, end det forbruger, mens solen skinner, og som kan oplagre den overskydende energi til brug om natten. Det må udstyres med effektive batterier, der ikke er for tunge.

Det umulige projekt

Ingen i flyindustrien havde turdet give sig i kast med dette umulige projekt. Så da Bertrand Piccard i 2003 kunne fremvise en 3 meter lang model på en flymesse, var der mange, som rystede på hovedet. Men eventyreren fik overtalt en række virkelig tunge partnere til at give penge og teknologisk ekspertise – herunder den europæiske rumfartsorganisation ESA. Og der var brug for ekspertisen.
For hvis flyet skulle modtage solenergi nok, måtte det bygges kolossalt stort. På tegnebordet blev vingefanget på 80 meter – det samme som på en Airbus A380. Og vel at mærke helt dækket af over 10.000 solceller. Samtidig skulle vægten holdes nede. Den blev projekteret til 1.600 kilo, og dermed er Solar Impulse HB SIA, som flyet kom til at hedde, verdens letteste i forhold til størrelsen. Også selvom det i sidste ende lykkedes at få reduceret vingefanget til 64 meter (betydeligt mere end en halv fodboldbane!).

Et fly, der er så let og har så voldsomt et vingefang, kan forfærdende nemt gå hen og blive umuligt at kontrollere i luften selv for den bedste pilot. En kastevind kunne vende det på hovedet, og det ville styrte til jorden og blive knust i en frygtelig ulykke. Derfor var Solar Impulse-folkene nødt til ikke blot at bygge dele af flyet op som testmodel i krydsfiner. De måtte også sammen med en af de industrielle partnere udvikle en softwarebaseret flysimulator, der så realistisk som overhovedet muligt kunne bruges til at afprøve flyet i luften, før det overhovedet fandtes.

På flytur i simulatoren

På det tidspunkt var der allerede gået fem år siden præsentationen på flyshowet. Først den 16. maj 2008 kunne Bertrand Piccards pilot og medstifter af projektet, André Borschberg, sætte sig ind i cockpittet i flysimulatoren på en 25-timers nonstop-flyvning over Schweiz. Ja, altså ikke det rigtige Schweiz, men billederne af det schweiziske landskab projiceret op på fem store computerskærme, som var arrangeret 210 grader rundt om cockpittet.

Simulatoren var langt mere avanceret end de flysimulatorer, som du måske kender fra pc’er og spilkonsoller. Den skulle tjekke alle de særlige, kritiske forhold i solflyet. Hvor meget strøm var der på batterierne om natten? Hvordan klarede den sig igennem forskellige vejrforhold? Hvordan fungerede styrekontrollen på et letvægtsfly af disse ekstreme proportioner?

Realismen indbefattede også, at piloten var iklædt flyverdragt, hjelm, faldskærm og iltmaske, og der var anbragt mad i et særligt rum under cockpittets gulv, hvor også flyets elektronik lå gemt. Det realistiske cockpit i krydsfiner var en eksakt forløber for det cockpit, som det virkelige fly blev udrustet med. Og det gav piloten en helt rigtig fornemmelse af komforten, betjeningsulemper og en masse andre ting, som ikke kunne laves om, når først det rigtige fly rullede ud på runway’en.

Oplevelsen var overbevisende.

”Jeg satte mig ind i en simulator og kom tilbage fra et fly,” var André Borschbergs spontane kommentar, da han trådte ud af cockpittet efter at have landet flyet sikkert igen.

Sideløbende blev der arbejdet på at bygge flyet. Men først året efter, 26. juni 2009, kunne Bertrand Piccard invitere journalister fra 200 medier og flere hundrede særlige gæster til konstruktionshangaren i Dübendorf lufthavn for at fejre det næsten færdige fly, som er udstyret med fire elmotorer, der hver for sig leverer 10 hestekræfter. I november rullede flyet ud af hangaren for første gang, og først her kunne den over 6 meter høje stabilisator bagest på flyet monteres.

På vej mod første flyvning

Flyet blev ikke bare sendt i luften med det samme. Konstruktionen var så usædvanlig og hver enkelt del så kritisk i forhold til hele missionen, at flyet blev testet punkt for punkt. Først blev motorerne startet. De følgende dage blev styringen tjekket igennem. Og på de sidste dage i november fik flyet lov til at rulle hen ad startbanen, hvor blandt andet bremserne blev prøvet af. Kritisk var også landingsstellet, som blev udsat for en særlig hård belastning under den langsomme kørsel, hvor vingerne ikke giver nogen opdrift.

Solar Impulse har ingen overflødige dele – næsten kun vinger og stabilisatorer.

Det var som at bevæge sig tilbage til 1906, da danske Jacob Ellehammer for første gang gik i luften på Lindholm i Smålandshavet. Den første flyvning i Dübendorf kunne næppe kaldes sådan. For der var blot tale om små rejehop præcis som for over 100 år siden. Den 3. december fløj Solar Impulse 350 meter i en højde af 1 meter. Men nu stod vinteren for døren, og flyet blev kørt i hangar, pillet helt fra hinanden og flyttet til Payerne, hvor den sande ilddåb skulle finde sted.

I begyndelsen af april sidste år var flyet samlet på ny og havde fået monteret de tusindvis af solceller på vingernes overside. Og på månedens syvende dag var jomfruflyvningen en realitet. Solar Impuls HB-SIA rullede sikkert ud af runway’en og steg langsomt i det klare vejr til 1.200 meters højde, hvor testpilot Markus Scherdel i 87 minutter testede alle flyets indstillinger og kontroller.

”Den første flyvning var et intenst øjeblik for mig. HB-SIA opførte sig præcis, som flysimulatoren havde fortalt os. På trods af dets enorme størrelse og fjervægt lever luftfartøjets styrbarhed helt op til vores forventninger,” forklarede testpiloten efter flyvningen. Aldrig før havde et så stort og let fly holdt sig i luften.

Planen var, at Solar Impulse skulle stå sin alvorligste prøve, natteflyvningen, 1. juli, men pionerarbejde er fyldt med forhindringer, og da flyets radiosender viste sig pludselig ikke at virke, måtte premieren udsættes. Man kunne ikke blot købe en ny standardsender, for alt i Solar Impulse er konstrueret til at passe perfekt ind på den begrænsede plads.

På luften i nattens mørke

Den store dag blev udskudt til tidlig morgen, 7. juli, og det var et heldigt valg. Vejret var stille og solrigt, perfekte vilkår. Så Solar Impuls blev ”sluppet løs” på det, der skulle blive en flyhistorisk begivenhed. Klokken 6.51 slap stelhjulene betonen i Payerne med André Borschberg bag styrepinden. Solflyet steg langsomt op gennem den klare luft.

Solar Impuls er bestemt ikke verdens hurtigste fly. De fire motorers rotorblade ”skubber” flyet af sted med en typisk marchhastighed på 40-50 km/t. Så først hen ad eftermiddagen kunne André Borschberg opleve det solbeskinnede, smukke landskab fra 8.700 meters højde. Allerede under opstigningen var batterierne blevet fuldt opladet af det kraftige solskin i højderne trods motorernes heftige strømforbrug, Og André Borschberg kunne med ro i sindet flyve hen over det schweiziske fladland i landets vestlige del og videre ind over den blå og glimtende Thunersee mellem bjergene i Alperne. Flyet var langt over alpetoppene.

Begge de to drivkræfter bag Solar Impulse-projektet – Borschberg og Piccard – er velhavende og med gode kontakter til centraleuropæisk erhvervsliv. Borschberg er teknikeren og praktikeren, mens Piccard er den visionære idémand, der vil gøre sine drømme til virkelighed.

Borschberg kunne dog ikke blot nyde turen. Han måtte sørge for at vinkle flyet, så indstrålingen på solpanelerne blev bedst mulig, og han skulle holde nøje styr på batteriernes tilstand.

”Under hele flyvningen sad jeg og så, hvordan batteriernes opladningsniveau bare steg og steg. At sidde i et fly, som producerer mere energi, end det forbruger, er en fantastisk følelse,” fortalte Borschberg efter landingen og fortsatte:
”Og så spændingen ved ikke at vide, om vi vil være i stand til at blive i luften hele natten. Og til sidst glæden ved at se solopgangen og føle energien begynde at cirkulere i solpanelerne igen! Jeg har lige fløjet mere end 26 timer uden at bruge så meget som en dråbe brændstof og uden at være årsag til forurening.”

Den succesrige flyvning har givet Bernard Piccard og André Borschberg blod på tanden, og i 2012 er det planen, at Solar Impulse skal krydse Atlanten som det nye årtusinds Lindberg-flyvning. Herefter skal der bygges en ny udgave af flyet, som for første gang nogensinde skal flyve kloden rundt udelukkende ved hjælp af solens energistråler.

Designfasen begynder til efteråret, og imens kan Piccard og Borschberg promovere det nye projekt over for de nødvendige sponsorer ved at vifte med to imponerende solfly-verdensrekorder sat af Solar Impulse HB-SIA: Flyet nåede, før natten faldt på, op i 9.235 meters højde, og det holdt sig i luften i 26 timer, 10 minutter og 19 sekunder.