Du er muligvis ikke klar over det, men den der lækre Walkman-mobil, du står med i hånden, er resultatet af et bekvemmelighedsægteskab mellem to producenter: japanske Sony og svenske Ericsson.
Før lavede Ericsson ikke synderligt fede mobiler. Det gjorde Sony, men de kunne ikke finde ud af at tjene penge på dem. Da de slog pjalterne sammen kom der fart over feltet, og Sony Ericsson har forkælet os med fremragende gadgets de sidste par år.
Men nu ser det ud til at den øgede konkurrence i markedet skaber problemer for firmaet, der havde et kvartalsunderskud for de sidste tre måneder i 2008 på hele 1,39 milliarder kroner. Koreanske LG er nu større end Sony Ericsson, og det har fået svenskerne til at melde ud, at de ikke rigtig gider at lave mobiler til konsumentmarkedet længere. I stedet vil Ericsson fokusere på udvikling og produktion af telekommunikationssystemer til infrastrukturprojektor og store virksomheder.
Det er muligt, at Sony køber Ericsson ud, så japanerne har 100 % kontrol over firmaet, men taget i betragtning af at pengene også fosser ud af Sony, så er det tvivlsomt, om firmaet kan finde den nødvendige kapital.