G1 er ikke ligefrem den kønneste smartphone på markedet. QWERTY-tastaturet laver en uhyggelig krakelerende lyd, når skærmen glider ud og afslører det, og mobilen føles i hele taget lidt stor og klodset sammenlignet med andre nyere smartphones.
Skærmen er rimelig stor med sine 3,2 tommer, men den mangler lidt power hvad angår lysstyrke og billedkvalitet. Du får 320 x 480 pixel, men den er ikke behagelig at se på i længere tid. Den er fin nok til et hurtigt videoklip, men lur os om ikke du får hovedpine hvis du ser en halvtimes tv-serie på den.
Vi må nok også hellere lige nævne, at skærmen er trykfølsom. Den er præcis og reagerer hurtigt selv ved en lettere berøring. Sådan skal det gøres!

Den vinder ingen skønhedskonkurrencer, men det er jo også det indeni, der tæller.
Du kan styre G1 via enten den trykfølsomme skærm, QWERTY-tastaturet eller den indbyggede trackball. Førstnævnte løsning er klart den mest intuitive.
G1 er fremragende at surfe nettet med og konsekvensen er, at batteriet bliver drænet rimelig hurtigt. Den oplyste standbytid er 130 timer med 5 timers taletid. Nu er det svært at være helt nøjagtig med batterilevetiden, men vi var nødt til at smide den til opladning hver nat.
Kameraet producerer nogle fine 3,2-megapixel fotos, men vi har set bedre fra mange andre mobiler. Når du har skudt et billede, så fylder det hele skærmen ud, hvilket ser meget pænt ud … Men mindre den person, du netop har skudt, ikke er specielt attraktiv.