Har du en Slingbox stående hjemme i stuen og en iPhone eller iPod Touch i lommen, så har vi gode nyheder. Sling Media er endelig klar med en iPhone-version af deres SlingPlayer Mobile-software. Det betyder, at du kan se dine tv-kanaler, lige meget hvor du er i verden.
Desværre er Slingplayer Mobile for iPhone/iPod Touch pt. kun tilgængelig i den amerikanske del af App Store. Det betyder, at du skal have en amerikansk iTunes-konto for at kunne hente programmet. Vi håber dog, at softwaren finder vej til den danske iTunes-butik snart. Sling Media kræver 30 dollars for fornøjelsen, så regn med at skulle af med cirka 250 kroner i den danske butik.
En grund til at SlingPlayer Mobile endnu ikke er tilgængeligt andre steder end i USA kunne være, at AT&T har krævet programmet ændret, så det kun virker over Wi-Fi og ikke via 3G. Det skyldes angiveligt, at AT&T's 3G-netværk i USA allerede er overbelastet, og at tusindvis af brugers ekstra videostreaming simpelthen vil få skidtet til at gå ned eller blive alt for langsomt.
Forhåbentlig lancerer Sling Media en version til alle os andre, der også virker via 3G. Mon dog de mindre, europæiske mobiloperatører har noget at skulle have sagt i den sag?
Webbloggen Gizmodo har allerede testet programmet og er i det hele taget positive. Billedkvaliteten er angiveligt ganske fin og seværdig, når du streamer over en velvoksen bredbåndsforbindelse via Wi-Fi. Gutterne brokker sig dog lidt over, at det er svært at fjernstyre f.eks. kabelbokse via interfacet på den trykfølsomme skærm.