Jeg går til bekendelse ... Jeg er en trekkie og min yndlings-kaptajn? Jean Luc Picard, naturligvis! Men også de skæve karakterer i Deep Space Nine som Quark og Odo er blandt favoritterne.

Ja, selvfølgelig er serien i alle dens afskygninger lidt corny, og med langt ude-forklaringer på deres energikilder og anden teknologi, men har du set “Star Trek”, har du også observeret tablets og mobile enheder i brug, lang tid før de dukkede op i den virkelige verden. Mest fascinerende af alt er dog teleportering i serien. Tænk at slippe for besværlig transport blot ved at blive beamet fra sit kontor til sit hus (eller en fremmed planet?) og derved slippe for bilkøer, overfyldte busser eller regnvejr på cyklen.

Jeg har adskillige gange kunnet finde særdeles praktiske anvendelsesmuligheder for teleportering i virkeligheden, selvom den – i hvert fald i “Star Trek” – altid havde nogle underlige begrænsninger, der gjorde, at den ikke kunne redde besætningen fra alle situationer. Atmosfæriske problemer kunne gøre, at de pludselig ikke kunne hentes tilbage fra en planet, nogle gange kunne uønskede personer/genstande frasorteres under beamingprocessen og andre gange ikke. I et enkelt afsnit kunne de endda fjerne sygdomme fra en person ved at implementere gammel dna under beamingen, mens disse muligheder er helt overset i resten af serien.

Hvor vil du beames hen?

Men uanset de filmiske problematikker kan der ligge mange fremtidsperspektiver gemt i film og sci-fi. Der er rent faktisk opfundet cloaking/usynligheds-mekanismer, selvom disse endnu er langt større end det, de skal skjule, flyvende eller selvkørende biler, bevægelsesstrying a la Minority Report via Microsoft Kinect, og der er endda opfundet teleportering! Desværre er sidstnævnte kun teleportering af beskeder, men jeg venter stadig på den dag, jeg kan smutte på arbejde eller hen til vennerne uden at belemres med det offentlige rum. Og så er der vist kun tilbage at sige: “Beam me up, Scotty!”