Samsungs første 3D-kompatible Blu-ray-afspiller er en spøjs fætter, der vil tiltale folk med hang til bling. En glossy sort afspiller med et minimalistisk udseende og et – påtrængende – blåt lys der pulserer under det gennemsigtige plastik på toppen, hvor også den trykfølsomme betjening er placeret. BD-C6900 har indbygget HDMI 1.4-stik, så den kan sende 3D-informationer til fladskærmen. Men i modsætning til Panasonics Blu-ray-afspiller, som vi testede i sidste måned, har den blot et HDMI-stik, hvilket betyder, at man må sende lyden analogt til hi-fi-forstærkeren. Eller investere i en receiver, der kan håndtere HDMI 1.4-signaler. På den måde er Panasonics løsning lidt mere økonomisk, selv om afspilleren er dyrere end denne Samsung-model.
Samsung BD-C6900 VEJL. PRIS: 3.000 kr.
PRODUCENT: Samsung PLUS: Forholdsvis billig indgang til 3D-verdenen. Leverer god opskalering af dvd. Udmærkede billeder og lyd. Netværksstreaming.
MINUS: Kun en enkelt HDMI 1.4-udgang. Den sorte overflade suger fedtfingre til sig. For få 3D-film på markedet.
DOMMEN: Samsungs første 3D-afspiller leverer varen, men har man ikke brug for 3D, kan man få bedre afspillere til lavere pris.
FAKTA: Video: 3D, Blu-ray, dvd, MPEG-2, H.264, DivX HD, MP4, m.m.
Lydformater: Dolby Digital, Dolby Digital Plus, Dolby True HD, DTS, DTS HD
Tilslutninger: HDMI 1.4, ethernet, Wi-Fi (via adapter), Digital out, 7.1 analog out
Størrelse/vægt: 430 x 205 x 43 mm/1,8 kilo
Afspilleren kan sluttes til nettet, og så er der både adgang til Samsungs Internet@TV-portal, der åbner for bl.a. Facebook og YouTube samt mulighed for at streame via DNLA.
Den er en ren mester til at opskalere dvd-indhold, faktisk en af de bedste undertegnede har oplevet. Hvilket er godt, for det er endnu småt med 3D-indhold. Traditionelle Blu-ray-skiver står – som forventet – også fint. Det samme gælder 3D-indhold, hvor der var god dybde i billederne, da den blev testet med Samsungs eget 3D-tv. Men det er svært at lave en sammenlignende vurdering, fordi der endnu er så få afspillere på markedet. Undertegnedes indtryk var dog, at Panasonic-afspilleren klarede sig en my bedre, men den er også en fjerdedel dyrere.
Faktum er, at man kan købe ”normale” afspillere, der leverer bedre billeder og lyd for færre penge – og der er uendelig lidt 3D-materiale på hylderne, så kig andetsteds, med mindre du er på direkte udkig efter en 3D-afspiller.