Spotify er en svensk musiktjeneste, der giver adgang til millioner af musiknumre, der kan høres via computeren eller mobilen. Ikke ulig TDC's Play eller Wimp-tjenesten. Spotify regnes af de fleste som den bedste af alle musik-streaming-tjenesterne, men den er endnu ikke åbnet i Danmark, blandt andet fordi musikernes rettighedsorganisation KODA, har et noget anstrengt forhold til musikstreaming i Danmark.
Sådan virker det
Musikken streames enten til et program på computeren - både Windows og Mac understøttes. Eller du kan hente et program til mobilen, så du kan streame musik på farten. Spotify fungerer både med iPhone, Android, Windows Mobile og Nokia-mobiler.
Priser
Spotify fås i tre varianter; gratis, open og premium. Open og premium koster henholdsvis 49 og 99 svenske kroner om måneden - det er cirka 41 og 83 danske kroner. Vil du have adgang via mobilen, skal du vælge premium. Er du tilfreds med at høre musik på computere er open-løsningen fin. Vælger du den gratis løsning, må du finde dig i reklamer.
Selv om Spotify endnu ikke er åbnet officielt i Danmark, er det ikke raketvidenskab at få åbnet for de digitale butiksdøre hos Spotify, selvom man bor i Danmark. Det kan faktisk klares på mindre end ti minutter. Følg vores guide herunder, så får du adgang til de millioner af musiknumre hos Spotify.
Du skal bruge:
- Et kreditkort, som ikke er tilknyttet en PayPal-konto.
- En adresse i Sverige - kan findes på Google Earth.
Trin 1 - Opret en svensk PayPal-konto
Når man skal betale for Spotify, kan man gøre det via kreditkort eller
en Paypal-konto. Bruger du kreditkort, kan Spotify "se" at kreditkortet
er dansk. Bruger du derimod en Paypal-konto, snyder du Spotify til at
tro, at du er en svensker bosat i udlandet.
Gå ind på www.paypal.com og vælg "Sign up" i øverste højre hjørne. Vælg Sweden i "country or region" (se billedet) og vælg "Personal". Når du skal indtaste din adresse, skal du indtaste en svensk adresse - komplet med postnummer. Kender du ikke lige en svensker, hvis adresse, du kan låne, kan du finde en adresse i Google Maps - skriv f.eks. Malmö, Sweden eller Stockholm, Sweden i søgefeltet. Højreklik på en vej og vælg "Hvad er der her?" i menuen.
Du kan uden problemer indtaste din danske email-adresse, telefonnummer og kreditkort.
Tillykke. Du har nu en svensk Paypal-konto.