Det eneste, vi kan være helt sikre på, er, at livet vil gå under en dag. Jordens undergang kan komme på grund af klima-forandringer, en asteroide eller en hær af dræber-robotter. Men hvem siger, at vi bare skal se passivt til??

Vi er jordens og teknologiens herskere. Vi kan finde løsninger på hvad-som-helst – endda når det kommer til Guds værk.
Selvom vi ikke kan forhindre, at vores planet bliver pulveriseret af en asteroide, forgiftet af atomkrig, kvalt i drivhusgasser eller måske endda invaderet af ondsindede rumvæsener, kan vi da i det mindste forudsige, hvad der sker og prøve at finde ud af, hvordan vi kan overleve efter katastrofen.
Og altså; hvis vi så heller ikke kan overleve, skal vi da ikke gå ned uden kamp, vel?

Jorden versus asteroiden…

Når noget er med i en ringe Bruce Willis-film, plejer det ikke at blive taget super alvorligt – såsom at blive taget som gidsel af sjove tyskere i en skyskraber. Men det er ikke tilfældet her med asteroiderne. Det er bare at kaste et blik op på månen og se den bulede og arrede overflade, der vidner om, hvor meget skade en vildfaren rumsten kan forrette.

Man kan se resterne af tilsvarende skader på jordens overflade. I 1908 eksploderede en 45-meter bred sten over en skov i Tunguska i Sibirien med en kraft, der svarer til 15 megaton TNT – 1.000 gange den styrke, som var i bomben, der blev smidt over Hiroshima. Den smadrede skoven og ville have medført frygtelige konsekvenser, hvis den var landet i et mere befolket område.
Stenen, der faldt i Tunguska, er ingenting i forhold til den monstersten, der smadrede ind i jorden for 65 millioner år siden - den asteroide blev dinosaurernes endeligt. Videnskabsfolk siger, at dén asteroide har været omkring 10 kilometer bred og haft samme destruktive energi som 100.000.000 megaton TNT.

Tag ikke fejl, livet, som vi kender det nu, ville slutte, hvis vi blev ramt af en til af dem, hvilket er årsagen til, at videnskabsfolkene i NASA og flere andre steder kigger op og tjekker solsystemet for dræber-asteroider, hvis runde rundt om solen ville kollidere med vores. Det er ikke for at skræmme dig, men indtil videre har de fundet 7.000 sten, der er større end en kilometer i diameter.

”Hvis en asteroide rammer os, findes der adskillige velfunderede teknologier, der vil kunne redde os,” siger professor Bill McGuire, lederen af Benfield Hazard Centre i London. ”Selv hvis vi ikke kan forhindre det, kan teknologien gøre os i stand til at forudse det og give os tid til at planlægge, hvordan vi skulle kunne klare os.”

Robotteleskoper er vores første forsvarslinje mod asteroider. Observatoriet Catalina Sky Survey er den del af et netværk af tre sofistikerede teleskoper i Arizona og Australien, som fokuserer på forskellige dele af nattehimlen hver nat. Hver gang noget bevæger sig, bliver det registreret.

”Omkring 90 procent af de asteroider på over en kilometer i diameter, der er tæt på jorden, er blevet opdaget og registreret,” hævder Don Yeomans, som styrer ”Near-Earth Object Office” i Jet Propulsion Laboratory. ”Det er vigtigt, at blive ved med at holde øje, så vi kan finde dem, vi endnu ikke har fundet og også lokalisere de talrige, meget mindre objekter, som kunne ødelægge områder, hvis de skulle ramme jorden.”

Når vi ved, hvor en asteroide befinder sig, kan vi regne ud, om den har tænkt sig at ramme os – og gøre noget ved det - under den forudsætning, at vi opdager den i god tid. Videnskabsfolkene siger, at hvis vi har et par års forberedelsestid, skal vi bare skubbe asteroiden lidt ud af kurs for at undgå kollision.
Der er blevet fremført mange muligheder, nogle af ret skægge.

Videnskabsfolkene på Glasgow University har for eksempel foreslået en sværm af spejle ude i rummet, der kunne spejle solens stråler ind på stenen. Yeomans beskriver den idé som et ingeniørmæssigt mareridt, og det er muligvis en underdrivelse. Effekten ville stort set svare til det samme, der sker, når man holder et forstørrelsesglas over en myretue; asteroiden ville brænde. Idet overfladen svitses, vil de materialer, der falder fra, skubbe asteroiden ud af kurs.
Det samme ville ske, hvis vi på en eller anden måde fik sat nogle raketmotorer på selve asteroiden eller fløj parallelt i et fartøj større end asteroiden, så tyngdekraften ville skubbe den ud af kurs. Begge disse planer er muligvis unødigt besværlige. Yeomans siger, at vores bedste bud ville være at ramme asteroiden, før den rammer os.

”En af de mest udviklede teknologier til at undgå asterioder, ville være et sammenstød med et rumskib, eller flere sammenstød. Dette ville sænke asteroidens hastighed, så efter nogle år ville det lidt forskubbede kredsløb betyde, at jorden går fri,” siger han.

NASA testede teorien første gang i 2005, da rumskibet ”Deep Impact” ramte ind i 9P/Tempel kometen.

Men hvad med Bruce Willis’ ultimative løsning? Vi har alle de rare atomvåben her på jorden. Er det ikke en synd og skam ikke at bruge dem til noget? ”Atomsprængninger ville give god mening i det usandsynlige tilfælde, at en stor asteroide har retning mod jorden, og vi har meget kort til at gøre noget ved det,” siger Yeomans. Vi ville stadig få drysset en del fragmenter fra asteroiden over os, men det skulle ikke ende som armageddon. ”En atomspængning under overfladen kunne bryde en relativt lille asteroide op, så resterne, der ville nå jorden, ville blive meget reduceret.” Jubi.

Jorden versus megatsunami

Den 26 december 2004 fik vi alle sammen en påmindelse om naturens styrke. Men selv den tsunami, der ramte det Indiske Ocean og krævede over 200.000 menneskeliv, er ingenting i forhold til den ødelæggelse, vi kan blive udsat for.
Der er en vulkan på de Kanariske øer, der hedder Cumbre Vieja. Geologer er bekymrede for, at næste gang den går i udbrud, vil hele dens vestside glide ned i Atlanterhavet og medføre en ubegribeligt voldsom megatsunami. Ifølge nogle af udregningerne vil den første bølge stige til 900 meters højde og vil fare over Atlanten hurtigere end et passager-jetfly. Indenfor fem timer vil den ramme Englands sydkyst. Når bølgen når New York, vil bølgerne være faldet til omkring 50 meter – stadig rigeligt til at skylle skyskraberne væk.

Bill McGuire siger, at det kan ske når som helst, og at overveje en teknologisk løsning er håbløst. ”Man kan simpelthen ikke stoppe en væg af vand på den størrelse,” siger han. ”Det handler om at advare i god tid, faktisk. Jo mere varsel vi kan få i forvejen, jo flere liv kan vi redde.”

Siden tsunamien i 2004 er der blevet sat et varselssystem op i det Indiske Ocean. Sensorer måler afslørende ændringer i vandniveauet, trykket eller tidevandet og sender informationen tilbage til en central kontrolstation via satellitter.

McGuire tror, at en lignende teknologi vil kunne give os den vigtige forvarsel ved Cumbre Vieja og andre megatsunami-risici. ”Sensorerne kan fortælle os, hvornår magmaen i vulkanen ophober sig,” siger han. ”Satellit-baserede sensorer kan opfange meget små bevægelser i jordoverfladen. Hvis det bliver overvåget, kan vi forudsige det dage eller uger i forvejen.” Det ville give os tid nok til at planlægge en flugt til et højtliggende område.

Jorden versus klimaforandringer

Vi har endnu ikke haft nogle katastrofale klimaforandringer endnu, men størstedelen af videnskabsfolkene mener, at det vil ske, hvis vi mennesker ikke holder op med at skrue op for temperaturen. En global temperaturstigning på bare 2 grader celsius vil være nok til at sætte gang i mareridtstilstande med tørke og stigende havniveauer, og folk vil blive sultne og hjemløse.

Da det ikke ser lyst ud med at skære nok ned på co2-udledningerne, er videnskaben kommet på en risikofyldt og flabet plan til at håndtere klimaforandringerne. Det hedder ”geoengineering”. Tanken er at bruge teknologien til at tage fat i planetens termostat og modvirke effekten af den globale opvarmning.

”Der er to tilgange,” forklarer professor John Shepherd. ”Der er metoder, der fjerner drivhusgasserne fra atmosfæren, og der er andre, der prøver at reducere strålingen fra solen – skygge for den simpelthen.”

I 2008 blev Shepherd bedt af ”the Royal Society” i England om at vurdere de forskellige forslag til at ændre på jordens klimasystem. Det var en blandet landhandel.

En af idéerne til at rense co2’en ud med, var en skov af kunstige træer, der lignede gigantiske fluesmækkere, som skulle filtrere co2’en ud af luften. Et andet forslag gik på at ”berige” havene med kemikalier, der øger algevækst og bruge dem til at suge co2’en.

Til at reflektere solens stråling tilbage – en kortsigtet løsning, der ville sænke temperaturerne uden at gøre noget ved selve problemet – var der også forskellige forslag. Robotskibe kunne spraye havvand op i luften, så sodiumindholdet ville få flere skyer til at blive dannet og på den måde blokere for solen. En lignende tanke var at have kæmpepistoler, der fyrede aerosoler ud i atmosfæren, på samme måde som ved vulkanske udbrud, hvor askeskyerne før i tiden har sænket den globale temperatur.

”De metoder, der søger at fjerne drivhusgasserne fra atmosfæren, er at foretrække på næsten alle punkter,” siger Shepherd, ”fordi de vil bringe systemet tilbage til, hvad der ligner status quo. Men de virker kun ganske langsomt, så det er mest sandsynligt, at vi får brug for begge slags. Vi skal have styr på solstrålingen for at få en hurtig virkning.”

Fordi vi endnu ikke har fundet et eneste geoengineering-projekt, der er sikkert nok til at kunne tages i brug her og nu, kan vi være tvunget til at finde ud af at leve med klimaforandringerne snarere end at søge at undgå dem, og vores nuværende forsvarsværker er ikke gode nok. ”Thames Barrieren”, der forhindrer Themsen i at oversvømme London, i tilfælde af storme på Nordsøren bliver for kraftige, vil blive overskyllet, hvis de nye beregninger fra University of Colorado er rigtige. De tal viser, at vandstanden vil stige med en meter eller mere inden dette århundredes udgang. Omkring 600 millioner mennesker bor på lavtliggende områder her på jorden. Hvordan skal de overleve?

En tanke er set i det lavtliggende Holland, hvor husene lægger sig oven på bølgerne. De her flydende huse, bygget med det der kaldes ”aquatektur”, har stadig fundamenter af cement, men det er hul cement, som gør det lettere end vand.

Arkitekter er også gået i gang på tegnebordene med at designe selvforsynende, flydende byer, der kan stå klar, når kystlinjerne bliver skyllet væk.
Ved at udnytte vindenergi, sol- og vandenergi, kan disse tiltag huse tusinder af klimaflygtninge, der får mad fra lodrette gårde, hvor afgrøderne gror i hydroponiske løsningsmodeller i et tårn. En af disse strukturer ligner en gigantisk åkande. En anden, der er lavet af sekskantede platforme, der er forbundne ligesom i et bistade, blev designet til New Orleans efter Katrina. Hvis du vil se det fra den lyse side, så er du da garanteret havudsigt.

Jorden versus solstorme

Til at starte med ser det næsten festligt ud – alt lys bliver slukket, og du kan se stjerner, som du aldrig har set dem før. Alle står udenfor, som om der er gadefester i alle byer i hele verden. Men blackouten fortsætter. Efter nogle dage begynder maden at blive dårlig, reserve-generatorerne begynder at svigte, humøret skifter. Og efter nogle uger eller måneder efter det enorme stormvejr, er der stadig ikke noget brændstof, nogen kommunikation, ingen varme – ikke engang fjernsynet virker. Samfundet begynder at krakelere.

”Det ville ikke bryde verden op fysisk, men det ville være ekstremt skadeligt for vores samfund – man kan næsten ikke forestille sig hvor meget,” siger Dan Baker, en fysiker fra University of Colorado, Boulder.

Det enorme stormvejr, der startede det, ville ikke komme fra havet eller skyerne men fra selve solen. Det ville være en geomagnetisk storm, der ville finde sted højt oppe over vores planet, fremprovokeret af enorme soludbrud.

Engang imellem skyder solen en kæmpe klump af superopladte, supervarme gaspartikler direkte mod jorden. Når klumpen når jorden, vil den stege satellitter og mærkelige udsving vil brede sig i strømnetværket og svitse alle sikringerne. Alt, der kører på strøm, vil blive påvirket.

”Det er vores afhængighed af teknologien, der bliver vores akilleshæl,” siger Baker. ”Efterhånden som vores systemer bliver mere komplekse og integrerede, bliver vi også mere udsatte, når sådan noget sker.” I 2009 skrev han en rapport for US National Academy of Sciences, hvor han advarede verdens regeringer om, at vi skal gøre mere for at forsvare os mod ”kosmiske Katrina’er”.
Mindre udbrud sker nu ret tit; i 1989 mørklagde en mindre solstorm 6 millioner canadiere i 9 timer. Vi har dog ikke været udsat for en større storm i 150 år, hvor de værste konsekvenser var, at kompasserne ikke virkede, som de skulle. Næste gang der kommer en stor storm, vil det koste den amerikanske økonomi alene mellem 1 eller 2 billioner dollars ifølge Bakers rapport.

Hvordan skal vi så beskytte os selv? En mulighed er, hvis vi har nok forvarsel, at slukke for strømnetværkene, inden stormen kommer. Men det ville også betyde, at lysreguleringer, lufttrafikken, respiratorer og alt muligt andet går ned. Folk ville dø uanset hvad.

”Det at slukke for strømmen, er noget virksomhederne meget nødigt gør både for økonomiske og sociale grunde,” forklarer Baker. ”Men hvis de var klar over, at en stor storm var på vej, kunne de være på vagt og have flere generatorer sat til og omdirigere strømmen til de vigtigste sektorer.

Som det er nu, er vores bedste chance for en tidlig forvarsel, et NASA rumfartøj kaldet Advanced Composition Explorer (ACE). Den hænger omkring en hundrededel af afstanden til solen og måler partiklerne, der kommer fra vores stjerne. ”Man får omkring en times varsel, når det gælder almindelige solvindstød,” siger Baker. ”Når det drejer sig om voldsommere forhold, er vi nede på omkring en halv time.”

Det er knap nok tid nok til at gøre noget som helst andet end lige at se dit ynglingsafsnit af din serie, men forskerne arbejder på at få mere langsigtede og præcise forudsigelser af rumvejret. Nye satellitter og jord-baserede målesystemer burde give os det nødvendige tid, der skal til for at forberede os. Måske.

”Kan vi så give rumvejrudsigter, der er 80 eller 90 procent pålidelige?” Spørger Baker. ”Svaret er; Ikke helt endnu – vi bliver nødt til at arbejde mere på det.”

Jorden versus robotter

“Man kan ikke forhandle med den. Man kan ikke tale den til fornuft. Den føler ingen medlidenhed eller anger eller frygt. Og den vil helt sikkert ikke stoppe”. Ja, du skal nok til at holde øje med din robotstøvsuger, fordi lige nu er dens større og grimmere fætre ved at blive bevæbnet og sendt i krig af dumme mennesker, som åbenbart ikke har set en Terminator-film.

Militærrobotter bliver allerede brugt i krigszoner over hele verden, og de bliver mere sofistikerede og selvtænkende. Selvom de fleste stadig styres 100 procent af mennesker, sættes kamp-droider til bombeangreb, rekognoscering og grænsepatruljer. Der har allerede været adskillige tab af menneskeliv på dén konto. I 2007 gik en halv-automatisk robot-kanon amok til en live-demonstration med rigtig ammunition. Anti-luftskytskanonen nåede at tømme sine to magasiner, før man kunne få den slukket, og 9 soldater blev dræbt, 14 sårede.

Der skal mere end en regnfrakke til at beskytte dig fra angreb af atom- eller biologiske våben. Det her outfit er designet ud fra de standarder, det amerikanske Centres for Disease Control and Prevention har fastlagt.

”Min største bekymring, når det kommer til fremtidens militærs udvikling af selvtænkede robotter: Dem der kan træffe deres egne beslutninger,” siger professor Noel Sharkey, en roboticist ved Sheffield University. På trods af det bruger Pentagon billioner på at udvikle nye kamprobotter. En bestilling fra det amerikanske militær lyder på et ”multi robot pursuit system”, som er en form for robot-soldater, der skal ”sætte jagten ind på ikke-samarbejdsvillige mennesker”. De ville dog kun optage forfølgelsen, hvis de blev beordret til det af mennesker. Sharkey fremhæver dog, at ”robotter i bund og grund er slaver af deres egen programmering. Hvis de er programmeret til at smide en bombe, så gør de det med ligeså meget omtanke, som din vaskemaskine slår over til at centrifugere.”
Det er grunden til, at et voldeligt robot-oprør ikke lige er på trapperne – kunstig intelligens er ikke sofistikeret nok endnu til, at maskinerne kan tænke, lære eller træffe deres egne beslutninger. En rapport fra Office of Naval Research i USA anbefalede, at militærrobotter skulle indprogrammeres med ”en krigers etik”, der kunne stoppe et robotoprør, inden det begyndte. ”En nobel robot kan emulere den adfærd, som vi sætter pris på i militæret,” stod der. Og hvis det ikke virker, kunne det måske være en god idé at have en elektromagnetisk håndgranat gemt i sokkeskuffen – for det tilfælde at Robo Sapiens bliver en usympatisk type.
Men vær nu ikke bekymrede. Det kan godt være, det er verdens undergang, men med teknologien ville vi stadig have det godt. Eller ... nogenlunde godt, da.