Bank på siden af µ1050SW-kameraet og det skifter funktion. Det smarte er, at man med store, forede handsker kan banke på siden af kameraet, og det skifter funktion – f.eks. mellem automatisk blitz eller en anden af forskellige brugbare features. Det fungerer faktisk ret godt i praksis, og du kan kalibrere den, så den ikke er ekstrem følsom.
Om det skifter funktion, hvis du taber det, skal være usagt (Olympus bliver så sure, når vi afleverer ridsede kameraer), men det skulle kunne tåle et fald fra 1,5 meter, og vand til tre meters dybde. Og så kan kameraet tåle kulden helt ned til 10 grader under det berømte 0!
Når du bruger µ1050SW helt normalt, finder du ud af, at det er et ekstremt letbetjent kamera for den, som bare vil tage hurtige og gode billeder. Derfor er det fint, at de fleste funktioner kører automatisk, og at du ikke får så mange avancerede features ud over de nævnte til rådighed. Det er point-and-shoot, når det er bedst.
Billedkvaliteten er i orden, uden at vi falder helt bagover. Der er en god dybde i farverne, men det er som om det lille objektiv ikke helt kan følge med CCD’en på 10 megapixel.
Olympus har begået et godt, lille kamera med sjove funktioner og et lækkert design. Men med 3x optisk zoom og en billedkvalitet, som ikke er dybt imponerende, er der mange konkurrenter i prisklassen. Også blandt Olympus egne modeller.
Olympus µ1050SW VEJL. PRIS: 2.600 kr.
PRODUCENT: Olympus PLUS: TAB-funktion, film under vand. Fint design.
MINUS: 3x optisk zoom er for lidt. Mangler lidt detaljer i billederne.
DOMMEN: Til prisen får du et lækkert kamera med smarte features. Men der er mange konkurrenter.
FAKTA: OPLØSNING/ZOOM 10 megapixel/3x optisk
HUKOMMELSE MicroSD
SKÆRM 6,9 cm
VÆGT/DIMENSIONER 152 gram (u/batteri og kort)/ 93 x 62 x 22,6 mm.