Med en vejledende pris på 10.000 kroner for et 50” plasma-tv kan vi jo ikke ligefrem kalde det for discount, men når det samtidig er et 3D-tv, ja, så ændrer det sig. For alle producenter – og i særdeleshed Panasonic – har sagt, at 3D-tv kræver mere af panelet og ikke mindst af videokredsløbene bag. Derfor ville de første 3D-tv’er kun være at finde i de kostbare topmodeller. Men nu er prisen på det billigste fra Panasonic altså omkring ti af de store, og du kan sikkert finde det mindst en tusse billigere med lidt surf på nettet.
Panasonic TX-P50ST32 VEJL. PRIS: 10.000 kr.
PRODUCENT: Panasonic PLUS: Tv-tilslutninger, mange features, flot design, god lyd.
MINUS: Billedkvaliteten kommer først på plads efter lang tids justering. 3D-briller medfølger ikke.
DOMMEN: Panasonics bud på et entry-level 3D-tv er på mange måder fantastisk til
prisen. Desværre er den billedkvalitet, vi normalt er vant til fra denne
side, ikke helt som den plejer.
FAKTA: Størrelse: 50”
Opløsning: Full HD
Internet: LAN eller trådløs via adapter
Digital tuner: DVB-T, DVB-T2, -C og -S
Dimensioner/vægt: 1204x774x69 mm/26 kg
Discount eller klasse?
Men er der tale om discount, eller blot at teknologien er blevet billigere? For der er stadig et spring prismæssigt til de dyreste i klassen. Det første indtryk er dog fint. Der er ikke tale om en mega tyk klods, der ikke vil se godt ud, når du hænger den på væggen. Bevares, vi er ikke nede i ”anoreksi-klassen” som de tyndeste LED-typer, men tæt på.
Panasonic har alt, hvad du har behov for. Lan, 4x HDMI, 2x USB (hvor den ene kan bruges med harddisk til optagelser), DVB-T(2), -C og -S. Den eneste ulempe er, at tilslutningerne sidder bagpå på en måde, så de kan give problemer, hvis man hænger tv’et på væggen. Det er en gammel fejl, som producenterne bliver ved med at begå. Dertil er højttaleren lidt dyb, så tv’et ikke kan komme helt tæt på væggen. Til gengæld giver det en god og fyldig lyd på grund af den større volumen. Opsætningen er let, og du kan via enkle klik få alt tunet ind og heldigvis med valgfrihed, så du ikke behøver at vente på f.eks. DVB-C, hvis du nu ikke har den mulighed. På med et signal, og for en anmelder, der normalt skamroser plasmapaneler for deres dybe glød og lækre farvegengivelse, er det ærlig talt lidt af en skuffelse. Billedet har desværre masser af småfejl, fnidder omkring konturer, som ellers kendetegner mange ringere LED-typer. Den glød og varme og det let eftergivende billede, som plasma normalt giver, når billedet ikke er i HD eller i bedste kvalitet, mangler.
For billigt?
Det er ret overraskende, for vi har set masser af eksempler på ældre og meget billige plasma-tv fra både Panasonic og andre, som står fremragende. Her har vi fuldstændig samme oplevelse som de punkter, hvor LED/LCD ofte fejler.
På med et HD-signal, og nu kan vi genkende plasmateknologien. Billedet står klippefast med en dyb glød og et billede, man let bliver forelsket i. Det er helt fri for den ofte kølige farve, som de ringeste (ikke nødvendigvis billigste) LED-tv har.