Tagget med:
kompaktkamera , tough , Vandtæt , Canon , Olympus , Pentax
Pixels med power
Hårdføre kompaktkameraer til ferien, camping eller friluftslivet.
En Landrover signalerer robust-hed, men kører mildt sagt dårligt, og skal du have et tough, hardcore, robust, all-weather kamera, skal det helst også kunne tage gode billeder. Tough er et navn, som Olympus bruger til deres kameraer, der kan klare lidt mere end de fleste, men mange producenter har et eller flere modeller, som er rene jægersoldater sammenlignet med de strømlinede modeller, vi normalt har med på ferien. Nu er er det ikke, fordi et ganske almindeligt digitalt kamera – både digital spejlrefleks og kompakt-typerne ikke kan tåle lidt vand eller lidt knubs og stød, men de ægte tough modeller er lavet af et særligt stof og nogle, som producenterne lover, kan holde til, at du taber det i poolen, på gulvet eller i det hele taget bare udsætter det for en hård behandling.
Målbar toughfaktor
For hvor et almindeligt digitalt kamera kan kaldes for vandtæt, så mener man faktisk, at det godt kan tåle en lille regnbye, uden at det går i stykker. Når man taler om ægte tough-kameraer, er der sat tal på. IPX7 hedder standarden, når det kan tåle en regnbyge, IPX8, når det er ægte tough. Det kan være, at det er vandtæt til 10 meter, tåler fald fra 2 meter eller tryk på 100 kilo – hvis du nu skulle få lyst til at trampe på det, fordi det ikke stillede skarpt, da du ville have det. Det kan jo ske for enhver, ikke?
Der er forskel på, hvor meget tough-kameraerne kan klare, og udsætter du det for en meget hård behandling, kan det være svært at bevise, at du har gjort det inden for de værdier, som producenten lover. Det er lidt svært at bevise, at man kun tabte det fra en halv meter, hvis kameraet er totalt smadret. Så regn ikke med at få det erstattet, hvis der sker noget. Men at flere af dem rent faktisk kan tåle lidt af hvert, har vi på T3 erfaret mange gange i vores test. Vi har for eksempel prøvet en model fra Olympus i Grønland. Her blev det sænket ned i en frosset sø, i et hul, der ellers var lavet til at fiske i. Kameraet blev sat til at filme, mens vi lod det glide ned i det iskolde vand. Optagelserne blev ikke gode, men kameraet overlevede uden problemer.
Lad dig ikke begrænse
Bare fordi der står ”tough” på et kamera, skal du ikke lade dig begrænse. Vælg et, der kan filme – og helst i HD-opløsning – har alle de motivprogrammer med mere, som du også får i et almindeligt digitalt kamera og så videre. Du skal dog ikke forvente at få lige så høj zoom i alle modeller – eller helt så høj billedkvalitet.
Problemet er, at når kameraet skal kunne tåle så meget, skal det pakkes godt ind. Og især objektivet er svært at pakke forsvarligt ind – derfor er der ofte tale om små objektiver, der sidder plant med fronten. De skydes altså ikke ud, når du tænder for kameraet. Det betyder alt andet lige mindre objektiver, ringere lysfølsomhed og ofte også mindre zoom. Men det er bogstaveligt talt prisen for at få et kamera, du kan behandle ekstremt dårligt og stadig få flotte billeder i kassen!
Canon Ixus 115HS
Med Canon får du det hele: Et lille lækkert kompaktkamera, der kan modstå vand og klare lidt af hvert. Fantastisk, ikke? Nu er det faktisk lidt snyd, for der er tale om, at man tager et almindeligt Ixus 115HS og parrer det med dets undervandhus. Det betyder alt andet lige, at du ikke har et tough-kamera, medmindre du har undervandshuset på hele tiden. Det ville svare til at beholde badedragten på, når du skulle på diskotek om aftenen. Det kan lade sig gøre, men det er ikke for smart eller praktisk – medmindre der er tale om et poolparty. Så det er lidt snyd med Canon, men vi har det med i testen, fordi der er en god pointe. De fleste af os kan godt nøjes med et almindeligt kompakt kamera som 115HS, og parrer man det med muligheden for at tage det med i Middelhavet eller poolen, er man godt kørende. Du skal så leve med at skulle sætte huset på kameraet – det tager få sekunder, og så kan du dykke ned til 3 meter, før der pibler vand ind.
VEJL. PRIS: 1.300 kr./410 kr.
PRODUCENT: Canon
PLUS: Mulighed for at få et ”normalt” kamera.
MINUS: Ikke ægte tough.
DOMMEN: Løsningen har begrænsinger. Kan være perfekt for mange.

Ixus med hus fungerer godt i praksis. Du har adgang til alle funktioner, bare gennem gummiknapper, der trykker på kameraets knapper.
Skærmen er tydelig og klar – også under vand. Knapperne er lette at håndtere med undervandshuset. Dertil fungerer 115HS rigtig godt, og da det har Canons HS-billedchip på 12,1 millioner pixels, betyder det også gode billeder under ringe lysforhold. Billedkvaliteten er præget af god kontrast og farver med masser af substans. Du får kun 4x gange zoom og alt andet lige et kamera, som ikke er ægte ”tough”. Men har du primært brug for at få et, der er vandtæt, er det faktisk et rigtig godt kompromis.

Canon Ixus 115HS med WP-DC310L - vandtæt hus
Pentax Optio WG-1
Du får det hele med Pentax: 14 MP opløsning, 5x optisk zoom, widescreen, HDMI-udgang og et kamera, der kan klare at komme ned på 10 meters vand eller minus 10 graders frost. Put i kurv – du behøver vist ikke andet. Og så til omkring 2.000 kroner er alle vores drømme om et kompakt tough-kamera virkelig så enkelt? Ikke overraskende er det naturligvis ikke det. Ikke fordi vi ikke bryder os om Pentax’ helt nye lille sag – men fordi der trods alt er nogle begrænsninger.
VEJL. PRIS: 2.000 kr.
PRODUCENT: Focusnordic
PLUS: Godt bud på et nyt design i klassen.
MINUS: Brug, billedkvalitet.
DOMMEN: Sjovt design, men ikke imponerende i brug

Den første er designet. Det er virkelig ”enten-eller”. Du vil elske eller hade det noget nørdede miks med masser af gummi og plast, men det skiller sig ud fra mængden . Det specielle design giver dog nogle problemer. De små knapper bagpå til betjeningen er lavet, så de er lidt vanskelige at trykke på, og i det hele taget ligger kameraet ikke så godt i hånden. I gang med at skyde, og det er klart med det samme, at kameraet er svært at styre. Det zoomer langsomt, og man er aldrig sikker på, at det nu også stiller skarpt, hvor man ønsker det. Det sidste viste sig dog at være en følelse, for billederne blev skarpe hver gang, men farverne er desværre lidt blege og uden den energi, man godt vil have fra feriebillederne.
Skærmen bagpå mangler i den grad lys, og det er et problem under vand, hvor det kan være svært at se, hvad man skyder. Til almindelig brug er Pentax for specielt og for ringe i tough-brug, når man måler det op mod et Olympus eller Panasonic. Men Pentax skal have ros for at prøve noget nyt – et kamera, der skiller sig ud. Og er du lige så vild med design, som B.S. Christiansen er for en spejderkniv, bør du tjekke det ud.
Panasonic Lumix FT3
Panasonic har virkelig taget kampen op mod Olympus for at have det mest cool tough-kamera. Dette Lumix ligner faktisk et Olympus til forveksling. Det har samme rå udtryk og er ekstra trendy i den koboltblå farve, vi har fået til test. I hånden føles det ikke helt så lækkert som Olympus’ tough – men det kan skyldes den lavere vægt, og Panasonic har faktisk en masse features ud over at være tough. Det har indbygget GPS, så du har tagget dine billeder og kan se præcist, hvor de er taget. Den har indbygget barometer, kompas og højdemeter! Du kan altså også se, om du har taget billedet i 2.500 meters højde, mens du hang fra en bjergtop – og bevise det over for vennerne, når du kommer hjem. Herligt!
VEJL. PRIS: 2.800 kr.
PRODUCENT: Panasonic
PLUS: Ægte tough-kamera med mange kvaliteter.
MINUS: Lidt kostbart.
DOMMEN: Panasonics bud på et tough-kamera byder på mange fine detaljer.

På med strøm, og det er klart med det samme, at Panasonic gør det let at være en hård banan. GPS, altimeter osv. kører automatisk, og har du glemt at lukke for den ekstra sikkerhedsanordning til batteri/ramkort, får du straks besked på skærmen bagpå. Ved siden af disse finder du funktionsknapperne, der er små, men godkendt i betjening. Øverst finder du udløserknapperne og ved siden af den optageknappen til at filme i Full HD.
Panasonic ligner mere og mere en vinder, og i praktisk brug kører det rimelig godt. Det reagerer kvikt på input, og zoomen på 4,6x kører glidende. Billedkvaliteten er fin og meget detaljeret – de 12,1 MP brænder godt igennem. Der er en tendens til, at hudtoner bliver lidt for røde, men alt i alt godkendt.
Dommen? Jamen Panasonic er et meget anbefalelsesværdigt kamera med mange gode funktioner, men målt på billedkvalitet og den følelse, man har i hånden, foretrækker vi Olympus som vinderen.
Olympus TG-810
Olympus nærmest opfandt tough-kameraet og er også den, der har taget navnet. Firmaet har bevist gennem flere år, at dets kameraer virkelig kan klare mosten, når der står “tough” foran modelnavnet, og TG-810 lever op til vores forventinger. Det klarer ned til 10 meters dybde, 2 meters fald og klarer også at filme i HD op til 720p-standarden. På papiret er Panasonic faktisk bedre, men i hånden føles Olympus mere lækkert og stærkt. Bare den måde, der er lavet ekstra sikring til batteri og ramkort, overgår Panasonic, som ellers også er rimelig rå her.
VEJL. PRIS: 2.300 kr.
PRODUCENT: Olympus
PLUS: Høj kvalitet, ægte tough.
MINUS: Lidt tungt, pris.
DOMMEN: Olympus er stadig den, der skal slås i denne disciplin!

Oplympus er lettere at håndtere end det ellers gode Panasonic. Knapperne ligger mere naturligt, og ganske som Pansonic får du også indbygget GPS, som selv klarer det meste, hvis du gerne vil have GPS-tagget dine digitale pletskud. Med Olympus får du da også kompas, men ikke altimeter. Den store skærm bag på Olympus er meget lysstærk og klarer det fint i solys. Læg dertil, at de 5x optisk zoom kører glidende og godt, og man har en fornemmelse af et kamera, der bare fungerer. TG-810 er lidt tungt, men det betyder, at det føles lækkert og mere tough end de øvrige. Det kan også klare 3D-billeder, men de er så ringe, at vi bare synes, du skal glemme denne feature og glæde dig over billederne, som har meget høj skarphed, detaljerigdom og er dem, som har bedst stoftlighed af alle i denne test.
Film klares også godt og bedre end selv Panasonic. Med så lille et objektiv ser det ud til at være en klar fordel at ”nøjes” med 720p-standarden frem for Full HD. Olympus TG-810 er denne tests Schwarzenegger – det kombineret med den høje billedkvalitet gør den til testens klare vinder!
Side 1 - En Landrover...
Canon Ixus 115HS...
Pentax Optio WG-1...
Panasonic Lumix FT3...
Olympus TG-810...
...En Landrover
...Canon Ixus 115HS
...Pentax Optio WG-1
...Panasonic Lumix FT3
...Olympus TG-810
- Side 2Foto & video: Mest populære hos EDBPriser
Test: | 06. sep 08:50 | |
Test: | 08. jul 09:00 | |
Test: | 02. sep 08:48 | |
Test: | 12. jul 08:50 | |
Test: | 13. apr 16:00 | |
Nyhed: | 07. aug 08:47 | |
Test: | 25. feb 15:00 | |
Reklame: | Ad from Google |










