Mænd kender mænd bedst. – Kunne man narres til at tro. Men i USA har den kvindelige actioninstruktør Kathryn Bigelow i mere end 10 år interesseret sig for den ekstreme mand, for mandens jagt på adrenalinsuset og kønnets selvdestruktive adfærd. Fra den socialt afvigende surfer-kultur i Point Break (1991) til manden som den voyeuristiske porno-junkie i Strange Days (1995). I Kathryns filmunivers er kvinden degraderet til biroller, eller også er de komplet fraværende. Det er manden, det handler om. Som en tematisk, rød tråd gennem hendes filmværker har hun fundet et plot, hvor maskulinitetens væsen kan beskrives i den reneste forstand. I Irak som bomberydder, arbejdende under dødens skygge hvert et vågent sekund.
Da et bombehold har 39 dage tilbage i Irak, kommer de ud for en ulykke og tildeles som erstatning den unge adrenalinjunkie William James. Holdets neurotiske arbejde med bomber og safety-first principper bliver erstattet med en høj-risiko-faktor, der ryster posen og sender situationen på et skråplan. Gradvist tæller dagene ned, alt imens usikkerheden stiger parallelt med uvisheden om de tre centrale bomberyddere kommer ud af ørkenen med livet i behold. Samtalerne er sparsomme, overfladiske og følelsesladede mellem de pansrede bombemænd, men bag blikket findes en sitrende desperation på et løst fundament. – Stærkt formidlet gennem billeder, situationer og filmiske evner frem for utroværdige og påhæftede replikker.
Hurt Locker er filmet med håndholdt kamera, hektisk klipning, grynede billeder og naturlig belysning. Det er medvirkende til at give filmen en ind under huden-effekt, for i sine bedste øjeblikke forenes tilskueren med filmens handling, og vi pirres med en frygten for tingenes udfald, bombens evige utilregnelighed og konsekvensen deraf. Selvom handlingen foregår i Irak-krigen, så er dens politiske agenda et meget lille sted. Dette er ikke din typiske amerikanske pro- eller antikrigsfilm, der tager stilling til krigens værdi. Det er først og fremmest en menneskeskildring under ekstreme situationer med en usympatisk krig som baggrund.
Kathryn Bigelow ser endelig ud til at høste gevinsten for hendes livsværk, for Hurt Locker var med i årets Oscar-kapløb om prisen for bedste film og vandt. Derudover i otte andre kategorier, bl.a. hovedrollen, spillet af det ret ukendte naturtalent Jeremy Renner. Filmens prestige og anerkendelse blandt industriens fornemme herrer er uden sidestykke et symbol for dens solide kvaliteter. Et originalt og opfindsomt stykke filmhåndværk med en subtil råstyrke langt over middel.
Blu-ray-udgivelsen drager fuldt udnytte af de flot komponerede billeder, skarpe kontraster og detaljerigdom. Men den nervøse kamerahånd og scenernes mange hektiske panoreringer stiller krav til tv-skærmens opdateringshastighed, så forbered dig på dette, hvis du ejer en førstegenerations-fladskærm. Der medfølger desværre ikke så meget bonusmateriale i Blu-ray-udgivelsen. Udover et solidt kommentarspor med Kathryn Bigelow og manuskriptforfatter Mark Boal findes der kun en 12 minutters behind-the-scenes, som er ret almen og overfladisk. Lad i stedet filmen tale for sig selv, og forbered dig på en eksplosiv dekonstruktion af det mandlige køn.