Lige inden weekenden slap Apple en ny betaversion af Mac OS X 10.6.8 Snow Leopard til registrerede udviklere verden over. Den aktuelle version, der kaldes 10K531, byder på fem nyheder i forhold til den version, der blev udsendt for en uge siden.
Som lovet i forrige uge har Apple bygget beskyttelse for trojaneren Mac Defender ind i opdateringen. Nu kan OS X automatisk identificere og fjerne det skadelige program.
En anden interessant opdatering er, at Mac App Store er blevet forberedt, så det bliver muligt at købe og installere Mac OS X 10.7 Lion, når den lukkes ud senere i år. Det er altså nu hundrede procent bekræftet, at man kan opgradere til Lion via Apples indbyggede programbutik.
Det forventes at 10.6.8-opdateringen bliver den sidste opdatering af OS X inden Lion kommer på markedet - og at opdateringen vil kunne hentes af alle brugere indenfor en uge.
Om præcis en uge åbnes dørene til Apples World Wide Developrer Conference, WWDC, hvor Apple har lovet at fortælle om fremtiden for både OS X og iOS.