Det er ikke meget, vi har set til de uhyggeligt tynde og
skarpe OLED-skærme i 2011. Tilbage i 2009 forventede mange, at OLED-skærme
ville være det nye tv-håb, men indtil videre har det været små med
eksemplarerne – både i lanceringer og størrelse, da du indtil nu kun har kunnet
købe OLED-skærme på under 20 tommer. Fejlraterne på OLED-skærme har indtil
videre været for store på store skærme, og de har derfor kun været brugt til
små skærme såsom Sonys tv-briller.
Men det vil LG lave om på. LG vil, ifølge Engadget, afsløre
et 55-tommer OLED-tv på den kommende gigantiske elektronikmesse CES i Las Vegas
i Januar. Tilbage i 2009 lovede LG da også, at de ville komme med større
OLED-skærme, og det ser altså ud til, at de holder løftet. Prototypen på det
nye 55-tommer tv, skulle være blot 5,5 mm. tyk og have flere farver end
standard LCD-skærme
Vi følger op på CES-messen i januar, og indtil da glæder vi
os til at se, om OLED-skærme bliver det store hit i 2012 og ikke mindst, hvad
priserne bliver. Da Sony kom frem med deres OLED-skærm på 11-tommer for et par år siden, kostede den
intet mindre end 30.000 kroner… vi håber, priserne er faldet lidt siden.