Ocean-eventyr...

Som den eneste kvinde i verden har eventyreren Roz Savage krydset Atlanten og store dele af Stillehavet alene i en robåd. Hun får strøm fra solceller, vejvisning fra en bil-GPS, underholdning fra en håndfuld iPods og drikkevand fra en afsaltningsmaskine. Uden elektronikken ville bedrifterne være umulige.

Det kræver mandsmod at krydse verdenshavene i egen båd – især når man gør det med årer i hænderne. Men faktisk er det en kvinde, englænderen Roz Savage, der lige nu er den mest opsigtsvækkende roer i verden. Hun har flere gange roet tusindvis af kilometer hen over klodens største oceaner, og hun har hele tiden nye, vilde planer om endnu mere eventyrlige og umulige bedrifter.
Når Roz bliver spurgt om, hvilke gadgets hun især holder af, svarer hun: ”Gadgets der virker!” Egentlig meget forståeligt. For eksempel må Roz Savage blindt stole på, at den medbragte bil-GPS – en TomTom Go 720 – hver gang giver hende korrekt besked om, i hvilken retning næste åretag skal bevæges.

Droppede karriere og mand

Men hvordan endte hun i en robåd? Det kørte faktisk helt okay for Roz Savage. Hun var 34 år, gift, havde et godt job, blandt andet som konsulent i finansverdenen i London og boede smukt lidt uden for storbyen. Hun havde læst på det berømte universitet i Oxford og var en habil roer, dengang hun studerede. Hun var endda med til at slå det rivaliserende hold fra Cambridge et par gange i den traditionsrige, årlige duel. Men den komfortable tilværelse i London og hverdagslivet i forstaden var tilsy-neladende ikke nok. For nogen tid efter er hun arbejdsløs, hjemløs og skilt. Hvad skete der?

I midten af trediverne fik den eventyrlystne Roz Savage en nagende fornemmelse af, at der burde være mere indhold i hendes liv, og hun lavede en øvelse, som gav hende stof til eftertanke, og som sender hende alene ud i en robåd jorden rundt. Hun satte sig til tasterne og skrev fremtidens mindeord for sit eget liv – i to udgaver. Den ene handlede om hendes nutidige forstadsliv og den anden om, hvordan hun kunne tænke sig, at hendes liv havde formet sig.

Resultatet var nedslående. For det står klart for hende, at hvis hun fortsætter sin komfortable tilværelse i London, kommer hun ikke til at udrette meget andet end det velkendte i sit liv. Hvis hun derimod tør tage chancen og ændre på sit liv, kommer der virkelig gang sagerne. Så beslutningen er herefter ret let: Der må ske noget nyt.

Velgørenhed på vandet

Roz Savage beslutter sig for at vende tilbage til roningen. Hun vil bruge syv år af sit liv på at ro jorden rundt alene. For at bevise over for sig selv at hun kan, men også for at skabe opmærksomhed om affald, der sviner vores jordklode til. Hun vil kæmpe for The Blue-projektet, der gør opmærksom på de mange tons plastic, der hvert år ender i verdenshavene.

Hun laver aftaler med sponsorer og tjekker forudsætningerne for at deltage i det årlige romesterskab, Atlantic Rowing Race, over Atlanten. Ja, det er der faktisk hvert år! Og hun gør brug af sin erfaring fra et tidligere job som it-konsulent til at hive alle mulige tekniske hjælpemidler med sig ombord på båden, der skal bære hende igennem første etape i det nye liv.

Som 38-årig ror Roz Savage d. 13. marts 2006 sin båd, Sedna, solo i land i Antigua i Guatemala efter 103 dage, fem timer og 45 minutter alene på havet. Som den eneste kvindelige solobåd ud af i alt 25 gennemførende både har hun klaret første del af sit projekt om at ro jorden rundt alene. Hun har samlet 300.000 støttekroner sammen til at kæmpe mod forurening af havene, og hun er SÅ klar til at tage af sted igen.

iPods i massevis og daglig blog

Glasfiberrobåden er nu blevet Roz Savages mest stabile hjem, og lige netop i disse måneder gør hun klar til at sætte båden Brocade i vandet fra Hawaii for at ro anden etape af turen over Stillehavet. Første etape klarede hun på 99 dage fra maj til september i 2008, og når vejret er til det, vil hun i løbet af foråret 2009 stævne ud fra Waikiki Beach i Honolulu med endnu flere tekniske erfaringer i bagagen.

På første del af Stillehavsruten havde hun ikke mindre end fem iPods med undervejs for at gøre de næsten 100 dage alene om bord
lidt mere behagelige. 62 lydbøger underholdt hende, mens hun tog et åretag ad gangen frem mod næste mål. Saltvand giver undervejs det tekniske udstyr en hård medfart, men efter to måneders roning har hun i begyndelsen af august 2008 endnu kun haft brug for en enkelt iPod. Hun forlod San Francisco i slutningen af maj.

Undervejs fra San Francisco til Hawaii skriver Roz Savage dagligt på sin blog om turens oplevelser. Hun har to bærbare computere, en MacBook og en Panasonic Toughbook. Via en satellittelefon er hun i kontakt med omverdenen, som følger med i hendes alt andet end lette dagligdag på havet. På den første rotur over Atlanten brød satellittelefonen sammen, en måned før hun nåede sit mål, men det sker heldigvis ikke på denne tur.

Selvforsynende med strøm

Med hjælp fra solceller og vindenergi er robåden blevet et flydende og selvforsynende center, der laver strøm til at oplade alt bådens elektriske udstyr. Ud over sin satellitforbindelse til civilisationen har Roz Savage også på denne tur fået sat ekstra sikkerhedsudstyr på båden. En sender fra Marine Track afslører, hvor hun er henne, giver hendes nøjagtige position på havet, så læsere af hendes blog kan følge med i, om hun holder kursen, og hvor hurtigt hun ror. Og så undgår hun at føle sig endnu mere alene i verden, hvis uheldet er ude.

Marine Track-senderen betød også, at hun i august 2007 gik med til at efterlade sin båd, da hun efter bare fire dages roning på vej fra San Francisco blev tvunget til at opgive sit første forsøg over Stillehavet på grund af dårligt vejr. Alt elektronisk udstyr blev ødelagt af saltvandet, da hun kæntrede og efter eget udsagn blev reddet efter, hvad der føltes som en nat i vaskemaskinen. Den maritime sender virkede stadig og afslørede nøjagtigt, hvor båden var, så den amerikanske kystvagt kunne finde hende. Båden blev senere bjærget, og turen kunne året efter begynde igen.

Med om bord på Brocade har den viljefaste kvinde en Spectra Vandmaskine, som via et filter og et pumpesystem omdanner 25 liter saltvand i timen til drikkevand. Men desværre tærer saltvandet efterhånden maskinens indre op. Roz Savage konstaterer tørt langt ude i Stillehavet med kursen mod Hawaii:
”Dødstallet for de elektroniske hjælpemidler fortsætter med at stige.”
Båden er heldigvis ladet med ekstra vand, men det skal snart vise sig, at det alligevel ikke er nok til at undgå truslen om at dø af dehydrering senere på turen.

Bønner om bord

Det er slut med de tider på verdenshavene, hvor lange ture førte til skørbug og til, at besætningen døde som fluer på grund af manglende vitaminer. Roz Savage er så selvforsynende med strøm på sin tur, at hun ikke lider nogen nød på madfronten. Hun dyrker sine egne bønnespirer om bord, mens hun er på bølgerne. På sin første rotur over Atlanten er hun i øvrigt bemærkelsesværdig glad for den daglige dessert, der består af frysetørret blåbær og hindbærkompot. Ja, faktisk klager hun på et tidspunkt over, at hun endnu ikke har tabt nogle af de mange kilo, hun med vilje polstrede sig med, inden hun tog af sted. Men der er meget langt til målet på Hawaii uden ordentlig forsyning af vand efter vandmaskinens endeligt. I stedet for tømmer hun ”kælderen” for vand. For hun er nået dertil, hvor hun må drikke af bådens ballastvand – dét vand der stabiliserer robåden på vandet, og som sørger for, at den ikke kæntrer, når meterhøje bølger dukker op. Det ser ikke for godt ud. Der er trods alt endnu 970 kilometer tilbage, før hun kan kaste sig ned i det hvide sand på Waikiki Beach.

Men heldet er med hende, for fra venner der følger med på hendes hjemmeside, får hun besked om, at hun er i nærheden af andre eventyrere om bord på tømmerflåden med det sigende navn Junk (den er lavet af affald), og de mangler desperat mad. Til gengæld har de masser af vand. En hurtig byttehandel kommer i stand, og Roz Savage kan slukke tørsten på sin fortsatte tur mod Hawaii – nu ladet med en ny vandmaskine og lige over 30 liter drikkevand. Efter ikke bare masser af girl-power, men også godt med armkræfter, er turen slut. Klokken 05.55 lokal tid den 1. september 2008 kan hun slæbe sig op på stranden på Hawaii efter første etape af Stillehavsekspeditionen.

Som én af kun fem kvindelige roere der har roet alene over Atlanten, skrev Roz Savage historie, da hun kom i mål i Antigua i 2006. Denne gang hyldes hun som den første kvindelige roer, der har gennemført turen fra San Francisco til Hawaii alene. Og senere i år vil hun, hvis alt går efter planen, vække endnu mere opsigt, når hun stiger i land i Polynesien efter et veloverstået andet ”ben” over Stillehavet.