I de seneste år har avishistorierne om B&O mest handlet om økonomiske problemer og megadyre fladskærme. Der skrives sjældent om det danske firmas forskning og udvikling inden for lyd. Det er synd, for netop på det område beskæftiger B&O nogle virkelig skarpe folk, og når deres idéer slipper gennem flaskehalsene i marketing- og økonomiafdelingerne, er der som regel god grund til at spærre ørerne op.
Bang & Olufsen Beolab 11 VEJL. PRIS: 11995
PRODUCENT: Bang & Olufsen PLUS: Lækkert Hi-WAF design, virkelig god, hurtig bas, mange justeringsmuligheder, kræver ikke nødvendigvis B&O-styreenhed
MINUS: Ikke til dB-junkies, prisen
DOMMEN: Den er dyr, men du får sammenhængende og harmonisk lydbillede med en tør, ren, hurtig og ganske dyb bas – helt uden boom-bulder
FAKTA: Mål/Vægt 238 x 308 x 227 mm/7,3 kg
Et markant eksempel er den store BeoLab 5 gulvhøjttaler, som altid får mig til at tænke på kommunens hundepose-depoter. Den højttaler ser sådan ud, fordi den spiller bedst på den måde. Her er formen en konsekvens af funktionen – ikke omvendt. Og lyden er så fantastisk, at stykprisen på knap 70.000 kr. virker næsten rimelig.
BeoLab 11
Mange subwoofere er nogle grimme baskommoder – et nødvendigt onde i en hjemmebiograf. Sådan er det ikke med den nye BeoLab 11, der er formet som et tulipanhoved. Formen betyder, at der ikke er nogen parallelle flader og dermed nul stående bølger. I hver halvdel sidder en 165 mm basenhed med lang membranvandring, og drivkraften er en egenudviklet 200 W ”digital” ICEpower Klasse-D forstærker. De to modsatrettede højttalere forstærker hinandens lydtryk, og samtidig modvirkes de vibrationer, som normalt opstår i en subwoofer. Derfor kan BeoLab stå på gulvet – uden at vandre, når der spilles højt, og den kan også hænge på væggen.
T3 fik BeoLab 11 demonstreret i fornemme omgivelser, nemlig i et kontrolrum i DR Byen, hvor den spillede sammen med et sæt BeoLab 3. Her oplevede vi et meget sammenhængende og harmonisk lydbillede med en tør, ren, hurtig og ganske dyb bas – helt uden det boom-bulder, der ofte forbindes med subwoofersystemer.