Tagget med:
Trådløs lyd , Kodak , Sonos
Nu bliver din bolig helt trådløs
Snart kan du sige farvel til alle kablerne ...
Nu forsvinder de sidste grænser mellem computere, tv, video, foto og lyd. Dit hjem er ved at blive kabelfrit område – bortset fra de irriterende strømkabler – og du vil kunne få oplevelser og informationer overalt i dit hjem uafhængigt af den platform, denne information oprindeligt er skabt på.
Eksemplerne er mangfoldige. Du kan nu ret smertefrit sende musik fra din computer til hjemmets musikanlæg eller sågar til en køkkenradio. Du kan se billeder på dit digitalkamera i storformat på tv-skærmen ved blot at stille kameraet i nærheden af tv’et. Du kan se direkte tv på din computer. Du kan maile til din printer. Eller du kan høre hele din cd-samling på hjemmekontoret langt væk fra afspilleren inde i stuen – uden at bede nogen lægge en cd i skuffen.
Vi kan takke en række trådløse teknologier for denne udvikling – teknologier, som hardwareproducenter snedigt har udnyttet til nye funktioner.

Du kan få adgang til din netværksbaserede printer uden for hjemmet på en ret enkel måde – i hvert fald hvis du investerer i en HP-printer som eksempekvis HP Photosmart E-station. Det kræver blot, at printeren er registreret i HP’s ePrintCenter, og at du har godkendt den e-mail-adresse, du sender fra.
Den vigtigste er – naturligvis, fristes man til at sige – den trådløse WiFi-protokol. Den har gjort det muligt at modtage trådløse data via en router. Men det kan også anvendes som hele nerven i et samlet multimedia-netværk, der kobler computere, musikafspillere, videoafspillere og filservere sammen og skaber et oplevelsescenter, som man for et par årtier siden ikke kunne forestille sig.
Hvis man kunne flytte 1980’ernes forbruger frem til vores tid, vil han sikkert udbryde: ”Du har jo både en radiostation og en filmstation i dit hjem!”.
Den trådløse teknologi er hovedkraften bag det trådløse, digitale hjem. Og det er her, producenterne arbejder flittigst med at finde nye smarte produkter og applikationer. Men også det forholdsvis nye DLNA-”sprog”. Det gør det muligt for ethvert DLNA-certificeret produkt at udveksle forståelige data med et andet DLNA-produkt over kort afstand. Det betyder for eksempel, at du kan sende musik fra en bærbar pc til et sæt aktive højttalere stort set uden at gøre andet end at aktivere DLNA-forbindelsen i computeren. Eller at du kan se dine sidste optagelser på digitalkameraet i stort format på stuens 46”-fladskærm.
Umoden teknologi
Visse men’er er der dog. For ikke alle teknologier er lige modne eller lige udbredte. WiFi-standarden er moden, men der er masser af eksempler på, at cutting edge-udnyttelse af teknologien kan give problemer. Et typisk problem er, at signalet fra en trådløs musikafspiller ikke når frem til højttalerne i et andet rum, fordi afsenderen er for svag.
Eller mere på den markedsføringsmæssige front: Tv-fabrikanten lover, at den nye fladskærm kan modtage internet trådløst, og så kan den i virkeligheden kun modtage enkelte, udvalgte sider, eller der skal kobles en særlig modtager (som skal købes separat) på tv’et, før det er hul igennem.

Lad pc’en sende nye fotos til denne digitale fotoramme, Kodak Digital fotoramme 7”. Det er nyt, at fotorammer nu kan skifte billedserie trådløst, uden at man skal skifte usb-stick eller kort i enheden. Se test s. 47.
Ret umoden er også DLNA-standarden. Endnu er der ikke så mange DLNA-certificerede produkter, når det kommer til stykket. I hvert fald ikke hvis du drømmer om at gøre andre ting end den mest udbredte: at sende stillbilleder fra et digitalkamera til en tv-fladskærm. Barneskoen skal med andre ord trædes først, men mens der stadig nogle steder er tekniske problemer eller lidt for flotte lovord, så ser vi allerede konturerne af fremtiden i vores bolig, hvor al elektronik (og det kan vi også kalde et køleskab eller kameraet ved hovedddøren) samles i et eller flere net og kan opleves eller overvåges, når som helst og hvor som helst.
Et lavpraktisk eksempel på dette er de smarte telefoner eller de nye tablets, som uanset styresystem (Apple eller Android) allerede nu kan bruges til at fjernbetjene stuens surround-lydanlæg eller den nye 46” tv-fladskærm. Du downloader ganske enkelt en app til den transportable enhed fra producenten af lydanlægget eller tv’et, og så behøver du ikke længere lede efter den sk... fjernbetjening, som altid er væk eller gemt væk bag din kone (fordi hun ikke vil se fodbold). Du klikker bare på din mobil, når du vil skifte kanal eller skrue op for lyden.
Tv og lyd over netværket
Aldrig har der været så gode muligheder for at sende musik og video på tværs af produkttyper og rundt i hele din bolig. Ikke kun computere, printere og mediaservere er koblet på hjemmets netværk. Nu kan du også sende underholdning fra nettet, fra din computer eller fra en mediaserver til dit tv eller til et musikanlæg i den anden ende af huset.
Fladskærms-tv fås med indbygget WiFi-modtager, så du kan streame lyd og video fra for eksempel din computer til ”husaltret”. Du kan også lægge din videosamling ned på en ekstern harddisk, der er koblet på hjemmets netværk, og få nem adgang til hele samlingen med tv’ets fjernbetjening.
Lidt mindre kendt er måske muligheden for at sende musik rundt i hele huset. Du kan overføre musik fra en mediaserver eller din computer til hjemmets stereoanlæg, men du behøver ikke nødvendigvis have en computer, for du kan få apparater, som kan hente musik fra radioæteren, internet eller en separat harddisk og sprede dem til andre apparater bag hjemmets vægge. Ja, faktisk er mangfoldigheden af udstyr til streaming af musik næsten helt overskuelig. Der eksperimenteres med de nye muligheder fra alle ledder og kanter. Et interessant apparat er Logitech Squeezebox, som sørger for, at musikken trådløst sendes fra din computer til et musikanlæg. Du kan styre musikken via Squeezebox’ fjernbetjening.

Musikstreaming-vennerne hos Sonos har netop lanceret en ny, billigere udgave af deres musikstreamende højttalere nemlig Play:3
Mere specielle, men ikke desto mindre særdeles brugbare, er produkterne fra Sonos, som kan streame lyd fra din computer eller netværksbaserede disk ud til for eksempel aktive højttalere, der kan kobles på nettet. Sonos-enhederne fås i forskellige konfigurationer og kan modtage lyd fra op til 16 harddiske, og du kan spille forskellig musik i forskellige zoner i hjemmet. Aktive netværkshøjttalere bliver mere og mere udbredte. Blandt leverandørerne er svenske Audio Pro, der endda kan modtage musik direkte fra din computer. Du skal blot sætte en usb-dongle i computeren – donglen skaber sit eget WiFi-net.
Se film på computeren
Video on demand. Det er noget, vi forbinder med tv. Men en af de mange nye muligheder, som hjemmenetværket tilbyder, er film efter eget valg – oplevet på computerskærmen.
Flere aktører end nogensinde udbyder leje af spillefilm i fornuftig opløsning. En af de tunge drenge på dette marked er YouSee, som tilbyder abonnenter mulighed for via internettet at leje film. Ikke noget med at løbe ned på gaden for at hente en dvd. Du lejer den blot direkte fra computerskærmen og betaler med det samme med dankort.
YouSees web-tv vises i en såkaldt Flash-player, som du downloader til din computer (hvis du ikke allerede har den). Du skal have en bredbåndsforbindelse på minimum 2 megabit, hvilket også er ganske almindeligt. Billedet er ikke HD-kvalitet, men dog optimeret til en laptop-computerskærm.
YouSee er dog langtfra den eneste aktør på udlejningsmarkedet. Du kan også leje film hos Movieurope, SF Anytime og ikke mindst TV2 Sputnik, der har været en pioner i Danmark på dette felt.
Læs mere om:
Trådløs lyd - Kodak - Sonos
Hjemmeunderholdning: Mest populære hos EDBPriser
Blog: | 08. sep 09:00 | |
Nyhed: | 14. jun 08:55 | |
Artikel: | 24. jun 13:15 | |
Nyhed: | 27. dec 08:50 | |
Nyhed: | 20. jul 09:06 | |
Test: | 10. okt 08:45 | |
Artikel: | 29. nov 09:00 | |
Reklame: | Ad from Google |






