Vand og elektronik er ingen god blanding, det kan der vist ikke være nogen tvivl om. Derfor er det reelt set ikke optimalt at indtage væsker i forbindelse med, du sidder foran computeren. Indtil menneskeheden bliver fintunet, er der dog ikke store chancer for, at vi holder os til fornuftens smalle og kringlede sti. Samsung har med N210 smidt en netbook på markedet, der tilgiver små uheld med vandglasset eller kaffekoppen. Så længe du holder dig til at spilde 50 ml væske i tastaturet, er den hellige grav velbevaret. En ting er skønne salgstaler, noget andet er, om det passer. Med Samsung N210 er det tilfældet, vi skulle selvfølgelig lige efterprøve udtalelserne. Stor var glæden, da de 50 ml vand lige så stille gled af tastaturet og ned på bordet - denne netbook hælder nemlig lidt forover. Bagefter var netbooken lige så upåvirket, som en gås ifølge ordsproget ville være det efter samme behandling.
Samsung N210 VEJL. PRIS: 2.900 kr.
PRODUCENT: Samsung PLUS: Super batterilevetid. Fornuftigt tastatur og en skærm der er god i
lysrige omgivelser. HyperSpace til de hurtige opgaver. God pris.
MINUS: En anelse anonymt design i mængden af netbooks. 10/100 Mbit/s LAN
DOMMEN: God, gedigen netbook af god kvalitet til en god pris. Batterilevetiden er kongen her, men der er mange andre fine kvaliteter. Vi er tæt på de fem stjerner, men kun tæt på.
FAKTA: Hardware: Atom N450, 1 GB DDR2 ram, 160 GB harddisk, 10,1” LED-skærm
Batterilevetid: Opgivet, op til 12 timer, målt Battery Eater: Klassisk 7
timer 49 minutter, Reader 11 timer 27 minutter
Dimensioner: 265 x 188,9 x 26~29,1 mm, 1,34 kg
I den mere håndfaste afdeling råder denne netbook over Intels Atom N450 processor på 1,66 GHz, og chipsættet er Intels ligeledes spritnye NM10 Express. Endelig får netbooks et chipsæt, der logisk passer sammen med Atom processorer. Som det ses, viste vores noget strikse batteritest, at den klarede næsten otte timer under hård belastning. Samsungs påstand om 12 timers batterilevetid er altså ikke helt urealistisk. Selv om ydelsen også er en anelse bedre end med en Atom N280 processor, er det batterilevetiden, der gør skiftet til N450 betydningsfuldt.
Ud over dette er det en ganske nydelig netbook, som vi har set før, nydelig og i god samlingskvalitet dog uden det store spræl. Tastaturet er af ø-typen og med kort vandring, trods det er en netbook, er tastaturet ganske fornuftigt i brug. Den 10,1” store LED baggrundsbelyste skærm er ganske god. Den har især den fordel, at du ikke blændes i forbindelse med lysindfald.
Samsungs HyperSpace er et autonomt operativsystem, der lynhurtigt starter og giver adgang til små opgaver. Endelig er det trådløse netværk af den gode slags, nemlig IEEE 802.11n. Se T3's præsentation af N210 nedenfor.