Navnet Galaxy Note lyder ikke meget som en mobiltelefon, men det er ikke desto mindre, hvad Samsung selv kalder denne gadget. Flere firmaer som HTC og Motorola flirter med grænserne for mobiltelefoner, og Galaxy Note er med sine 5,3-tommer på grænsen til, hvad de fleste ville regne for en mobil.
Samsung Galaxy Note VEJL. PRIS: 5.200 kr.
PRODUCENT: Samsung PLUS: Utrolig flot og skarp skærm. Responsiv. Hæderligt kamera. Fine genveje.
MINUS: Dyr. For stor ... eller for lille? Knap på stylus kan være svær at ramme.
DOMMEN: Er du til en kæmpe mobiltelefon eller minitablet med pen, er Galaxy Note en stærk og velfungerende Android-mobil/-tablet. For os andre er den for stor ... eller for lille af en tablet at være.
FAKTA: Styresystem: Android 2.3.6 Gingerbread/1,4 GHz dual core
Skærm: 5,3 tommer, Super-AMOLED (800x1280)
Forbindelser: Bluetooth 3.0, WiFi, 3,5 mm jack, microUSB, DLNA
Funktioner: 8 MP kamera/2 MP frontkamera, Full HD-video, frontkamera, GPS, FM-radio, pen
dimensioner/vægt: 146,85x82,95x9,65 mm, 178 g
Note kører Android Gingerbread, hvilket den gør uden den store slinger i valsen. Du får dine syv hjemmeskærme, genveje og små særegne finurligheder som zoom ved at tilte mobilen eller køre siden af din hånd over mobilen for at tage et screenshot.
Som navnet antyder, mener Samsung, at størrelsen kan forkæle dem, der gerne vil tage noter, og de har endda inkluderet en stylus, der kan trækkes frem fra bunden af mobilen. Hvor gammeldags kan man fristes til at tænke, men er du i det (smalle?) segment, der gerne vil tage håndtegnede noter, er det trods alt nemmere end at bruge fingeren.
Når man bruger pennen, kan man ikke samtidig bruge de to genveje (tilbage-pilen og mere info) nederst på skærmen. Det har Samsung løst ved at indbygge en knap på pennen. Holder man knappen nede, mens man laver bevægelser, såsom at trække til siden eller opad, kan man få disse to genveje. Derudover har Samsung tilføjet flere genveje såsom at dobbelttappe for at tilgå quick memo-funktionen.
Faktisk fungerer Galaxy Note fint og virker i det hele taget som en større version af sin bror Galaxy S II. Men hvor jeg fandt, at Galaxy S II lå fint i hånden, har jeg stadig ikke vænnet mig til de 5,3- tommer.
Bevares, det er lækkert at surfe på nettet og se film på den store og utrolig flotte Super-AMOLED-skærm, men jeg kom ofte til at trykke på skærmen, når jeg skulle vende den fra portræt- til landskabsmode eller omvendt. På en tablet er der som regel en tykkere kant, så du ikke kommer til at aktivere skærmen, når du håndterer den.
Derudover faldt det mig heller ikke naturligt at skrive på skærmen. Med én hånd var det svært for min (kvinde)hånd at nå alle bogstaverne ubesværet, og vendte jeg den på langs, var det ligeledes svært at nå de inderste taster, så jeg foretrak to hænder i oprejst position. Det kommer naturligvis an på ens håndstørrelse.
Se den aktuelle dagspris her