Hvem husker ikke da Microsoft-bossen Steve Balmer
smågrinende erklærede, at iPhone aldrig ville blive nogen succes? Det var i
2007, da Apple lancerede sin første iPhone. Steve må have fortrudt sine ord
mange gange. Selv ikke hans egne ansatte er enige med ham.
Under teknologimessen Connect! i London havde chefen for Microsofts engelske mobilafdeling nogle interessante bekendelser:
”Vi leger stadig fangeleg med Apple. Da Apple ankom på
scenen for et par år siden smed de regelbogen ud og opfandt en ny. Den slags
luksus kan vi desværre ikke tillade os. Det er sandt at Apple tog os alle på
sengen. De lancerede noget, der var meget ikonisk, nyt og hidtil uset, med en
meget god brugerflade,” siger Phil Moore, der er chef for Microsofts engelske
mobilafdeling.
Moore var hurtig til at følge op på sin udtalelse med løfter
om en meget bedre brugeroplevelse i Windows Mobile 7. Han hævder at det nye
mobile operativsystem vil tilbyde både virksomheder og forbrugere ”det de vil
have” og lover en ”meget nemmere trykfølsom brugerflade”. Han advarede dog om, at vi først vil se Windows Mobile 7 i slutningen af 2010.
Rory O’Neill fra Research In Motion, RIM, der står bag Blackberry, reflekterede ved samme lejlighed over Apples succes.
”Apple har været en katalysator for os alle i forståelsen af
mobiltelefonen som en platform der kan hjælpe folk med at gøre det, de vil,”
siger han.
Ifølge analysefirmaet Gartner mistede Windows Mobile 28
procent markedsandel mellem tredje kvartal 2008 og tredje kvartal 2009. Apple,
derimod, øgede sin markedsandel fra 12,9 procent til 17,1 procent i samme
periode. RIM klatrede fra 16 til 20,8 procent i samme periode.