Der kommer en ny version af Mac Mini, hvis vi skal tro Wired, der har fået et tip af en Apple-medarbejder. Kilden, der ønsker at være anonym (hvorfor mon?), kommer ikke med detaljer om hvordan maskinen vil se ud eller hvilken ny hardware, der vil blive brugt, men slår fast at den nye Mac Mini vil blive afsløret den 5. januar.
Det er også på gode tid. Mac Mini er ikke blevet opgraderet siden august 2007, hvilket er noget unormalt taget i betragtning, at de fleste af Apples modeller bliver opgraderet med 6-9 måneders mellemrum.
Wired spekulerer i hvilke ændringer vi vil se i den nye Mac Mini. Listen er som følger:
Kabinettet vil blive skåret ud af ét stykke aluminium. Ligesom med de nye MacBooks.
Dele af hardwaren vil blive lavet uden PVC. Det, sammen med det lille strømforbrug, vil gøre den til den ”grønneste Mac nogensinde”. Noget som Apple helt sikkert vil fokusere på i sin markedsføring.
Den vil blive udstyret med en DisplayPort, så du skal have fat i en konverter, hvis du vil koble den til din fladskærm med HDMI/DVI i stuen.
Den vil komme med dvd-brænder. Steve Jobs gider ikke Blu-ray, da det angiveligt er for dyrt og kompliceret at licensere teknologien.
Den vil komme med 2GB hukommelse, som du kan opgradere til 4GB.
Harddisken vil være på mindst 160GB
Den vil komme i to versioner. Den ene med en 2.0 GHz Core2 Duo-processor og den andne med en 2.3 GHz Core2 Duo-processor.
Ligesom de nye MacBooks, så vil i alt fald den hurtigste model komme en grafikchip fra Nvidia. Den vil stadigvæk ikke være super til gaming, men det er et skridt i den rigtige retning.
Den langsomme model vil koste $500 og den hurtige model vil koste $700. Det er $100 billigere end de nuværende modeller. Regn med at dette bliver til cirka en tudse i Danmark.