Lynguide til fladskærms-formater

I adskillige måneder så det ud til at Philips ville bakke ud af tv-markedet, men i september sidste år blev hollænderne presset til at opgive det amerikanske marked. Teknologier som Ambilight, som skulle have hjulpet med at bekrige Sony, Samsung og de øvrige konkurrenter, viste sig at blive dyrt (men spektakulært) ekstra fedt i en tid, hvor kunderne spændte de økonomiske livremme ind.

Men Philips er langt fra i defensiven. Tværtimod har hollænderne netop hevet en verdensnyhed ud af skabet; en nyhed der er rettet primært mod dem af os, der bare ælsger film. For den nye 56 tommer store super-wide 21:9 Cinema fladskærm leverer nemlig et billedformat som hidtil kun har været muligt at vise i den lokale biografsal.

Så langt, så godt. Men, hvorfor har tv’ene ikke haft 21:9 format i årevis? Hvad er der galt med 16:9 formatet, og hvem pokker har overhovedet fundet på alle de formater?

Læs videre på de næste sider og bliv en smule klogere.

Selv om 16:9 formatet er bredt accepteret som standarden, så er det faktisk ikke helt det samme format som Hollywood bruger, når de optager film – det, der hedder Cinemascope. Derfor vil du altid opleve, at der skæres i billedet, eller at der vises sorte striber i top og bund, når du ser film på dvd eller Blu-ray hjemme i stuen. Philips nye 21:9 Cinema fladskærm lægger sig derimod langt tættere op af Hollywood-formatet, så hele tv-skærmen kan fyldes ud med billede. Ulempen? Det er, at Philips-fladskærmen skal strække, tilføje og flytte pixels for at fylde skærmen ud, når der vises almindelige tv-signaler, og at den vil koste dig omkring 30.000 kroner. Men er det en anstændig pris at betale, for at få lov til at se film, som de burde se ud? Det er vi lige ved at mene.

Stort set alle film skydes i dag i 2.39:1 formatet, som – forvirrende, indrømmet – også kaldes Panavision, Scope (ikke at forveksle med CinemaScope), Anamorphic, 2.35 og 2.40. Det bruges til at fange bredformatsbilleder på en 35mm film uden at spilde noget af filmens overflade. Biograferne bruger en passende optik til at ændre billedet tilbage til det originale widescreen-format. Der er en væsentlig forskel mellem det 2.39:1 format, som filmene optages i, og det 16:9 format, som fladskærmene viser; derfor får du sorte bjælker i toppen og bunden af skærmen.

IMAX formatet blev udviklet specifikt til at vise virkelig store og meget detaljere billeder. En standard IMAX-skærm er 22 meter bred og 16,1 meter høj, men skærmen i IMAX-biografen i Sidney er næsten tre gange så stor, nemlig 1.051 m2. Planetariet i København, der også viser IMAX, bryster sig af en skærm, der fylder 1.000 m2. For at filme til IMAX-skærme, bruges et specielt 70mm kamera, som optager filmen horisontalt. Der optages forholdsvis få IMAX-film på grund af besværlighederne, og prisen, for at optage i dette format.

Som mange andre sjove ting blev 16:9 formatet opfundet i 1980’erne, som et kompromis, der skulle skabe bro mellem alle de forskellige formater, der eksisterede rundt om i verden dengang. Nu er det standardformat for fladskærme i både Europa, Japan, Australien, Sydkorea og Nordamerika. Og det ser ud til, at det vedbliver med at være standarden i rum fremtid, for en lang række digitale kameraer og videokameraer bruger formatet til at gøre afspilning på fladskærme nemmere og få det til at se bedre ud. Herhjemme, og i resten af Europa, er formatet også adopteret til digitale signaler i standardopløsning.

I tidernes begyndelse opfandt mennesket 4:3 standarden. Okay, 4:3 blev introduceret som standard, da levende billeder og lyd for første gang mødtes i frydefuld forening på film. I 1940’erne og 1950’erne, da fjernsynet blev udbredt og biograferne frygtede for deres indtjening, fandt filmselskaberne på widescreen-formatet for at differentiere sig fra tv-skærmen.