Tagget med:
træning , Polar , garmin , nike , T3 web-tv
Løbegadgets
Foråret er gået igang, og når sofamusklen skal trænes væk, skal det naturligvis foregå med gadgets ...
Passer til motionisten der vil forbedre sin kondi
VEJL. PRIS: 999 kr. for ur, 349 for flowlink
PRODUCENT: Polar
PLUS: Kan træne uden at tænke på opladning. Kan bruges til alle træningsformer også svømning – ikke kun løb. Kan koble sig på visse maskiner i træningscentre. Let at bruge og komme i gang med. Pænt og ikke klodset.
MINUS: Kun software til pc. Ingen GPS eller musikegenskaber. Du skal købe FlowLink, før du kan overføre data til den online træningsdagbog.
DOMMEN: FT7 er det oplagte og ukomplicerede ur til nybegynderen eller motionisten, der vil forbedre sin kondition via pulsen. Du kan hurtigt se hvor mange kalorier, du forbrænder.

Kalorieforbrug Ja
GPS Nej
Stopur/alarm Ja/ja
Displaytekst Dansk m.m.
Software Windows
Vandtæthed 50 m
Batterilevetid 1 år
Med i æsken Polar ur FT7, Polar WearLink®+ sender (pulsmåler) og brugervejledning
Tilslutning USB
Tilkøb Polar FlowLink til overførsel af data til online træningsdagbog
Pakken med FT7 består af et elegant, gråt pulsur samt en pulsmåler. Uret er hurtigt og let at instille og kræver kun få kig i kvik-manualen, før du er kommet igennem dens funktioner. Efter du har indtastet oplysninger, som din højde, vægt, køn og alder, er du klar til træning. Du spænder pulsmåleren på under brystmusklerne og trykker blot på uret, så den kan registrere din pulsmåler og vise din puls. Herefter kan du sætte uret til start, så den begynder at gemme dine træningsdata.
Under selve træningen kan du ved tryk på uret se forskellige repræsentationer af de registrerede data. En af visningerne gør dig i stand til at se, om du ligger inden for fedtforbrændingszonen (fat burn) eller konditionszonen (fitness). Ligger du i fedtforbrændingszonen træner du ikke med så høj intensitet, mens du med højere intensitet ligger i fitness-zonen, der kan forbedre din kondition. Hver gang du starter en træning, analyserer uret din aktuelle tilstand (er du træt og stresset) ud fra din puls og pulsvariabilitet og justerer eventuelt niveauerne og zonerne. Ud over puls kan du også skifte visning, så du kan se hvor længe, du har trænet og hvor mange kalorier, du har forbrændt.
Efter træning kan du se træningsdata på uret, såsom maks. puls, gennemsnitlig puls m.m., men for det bedste overblik kan du købe Polar FlowLink, så du kan koble dit ur til computeren og registrere dine data i Polars online-træningsdagbog på polarpersonaltrainer.com. På hjemmesiden kan du se dine samlede træninger, lægge træningsprogrammer, få træningstips, udfordre venner og meget andet, og i undertegnedes øjne er FlowLink-forbindelsen uundværlig, hvis du vil overskue dine træningsdata. Overførslen er nem, da FlowLink kobles på din pc via USB, og herefter trykker du på ”data”-knappen på uret og lægger den på FlowLinks lille modtager-plade.
I det store hele har vi ikke meget at udsætte på Polar FT7, der er nem at bruge og virker efter hensigten. For at opnå fem stjerner, havde vi dog foretrukket software til Mac, samt at FlowLink til pc-synkronisering havde været med i pakken.
Garmin 310XT
Passer til den seriøse all-round udendørs træner og triatlon.
VEJL. PRIS: 2.799 kr.
PRODUCENT: Garmin
PLUS: Brugervenlig, på trods af de mange muligheder. Kan måle stort set alt, du kan tænke dig at vide.
MINUS: Meget stort. Pulsmåler er tilkøb. Uret skal ofte lades op. Dyrt.
DOMMEN: For den kasuelle løber er dette ur et overflødighedshorn, men for triatleter og den seriøse udendørs træner, der vil vide alt om sin træning, inklusiv at kunne finde vej, er det et effektivt træningsredskab.

Kalorieforbrug Ja
GPS Ja
Stopur/alarm Ja/ja
Displaytekst Dansk m.m.
Software Windows/Mac
Vandtæthed 50 m
Batterilevetid 20 timer
Med i æsken Garmin 310XT ur, oplader og brugervejledning
Tilslutning Trådløs/USB
Tilkøb Pulsmåler, kadence- eller fodsensor m.m.
Træner du udendørs, så er det en træningsgadget med GPS, du skal have fat i, og her kommer Garmin på banen med deres pulsur. Uret er temmeligt stort, og på grund af dette (og batterilevetiden på 20 timer) vil du kun bruge det til træning i modsætning til letvægteren fra Polar, som du sagtens kan beholde på. Men Garmin 310XT er da også til det seriøse træningsbrug og oplagt til triatleter og udendørs træning.
Første gang du tænder uret, skal du, som Polar, indtaste dine data og også dit aktivitetsniveau, så det kan give dig korrekte målinger. Når du tænder uret, vil det automatisk prøve at finde GPS-satellitter, hvilket de fleste gange skete inden for undertegnedes tålmodigheds-grænse. Træner du indendørs, kan du angive dette. Når du skal i gang med at træne, kan du markere, om du vil træne løb, cykling eller multisport, så du kan skifte sportsgren, men stadig se samlede data. Mens du træner, kan du se antal km, tid, hastighed, puls (hvis du tilkøber en pulsmåler) og meget andet.
Uret vibrerer automatisk efter hver km, hvilket registreres af GPS’en og løber du indimellem indenfor, er fodsensoren (tilkøb) utrolig præcis. Du kan også programmere uret til f.eks. intervaltræning, observere dine pulszoner (hvis du har pulsmåler), give alarm ved tid, distance, kalorier og meget andet. Løber du udendørs, kan du via den indbyggede GPS, se din rute som en sti og gemme særlige positioner. Har du gemt en position, kan du altid finde denne og få vist en sti hertil. GPS-kortet ser ikke ud, som du kender på din bilnavigation, men er vist som en brødkrummesti med de største hovedveje og naturligvis med kompas. Løber du efter en gemt position, kan du se, hvor langt du har tilbage og estimeret tidsforbrug.
Selvom uret kan give dig mange målinger, var det nemt at finde rundt i, dog måtte manualen frem et par gange. Ved at downloade gratis software og smække den medfølgende USB-stik i en USB-port, kan du synkronisere din træning med computeren. Når du tænder uret inden for fem meter af computeren, synkroniseres de nyeste data automatisk, og du kan få en god oversigt over dine data, inklusiv kortdata.
Der er ikke mange sociale elementer indbygget i denne løsning – men er du semi-pro, så er det også dine egne resultater der tæller mest ...
Nike+ iPod Sport Kit
Passer til den musikalske løber og nybegyndere i løbetræning.
VEJL. PRIS: 229 kr.
PRODUCENT: Nike
PLUS: Du kan købe ny sensor til sko for 149 kr. Billig (hvis du har iPod/iPhone og evt. sko). Lækker brugerflade på både iPod’en og Nikes hjemmeside. Kan kalibreres. Godt Nike+-community. Skridttæller.
MINUS: Sensor skal officielt bruges med Nike+-sko. Ingen mulighed for pulsmåling (endnu). Kun til løb.
DOMMEN: En ideel løsning til den musikalske løber eller nybegynderen, der også kan sætte pris på det stærke sociale element.

Kalorieforbrug Ja
GPS Nej
Stopur/alarm Ja/ja
Displaytekst Dansk m.m.
Software Windows/Mac
Vandtæthed Ja (kun skosensor)
Batterilevetid Ikke angivet (kan ikke udskiftes
Med i æsken Trådløs sender og modtager samt brugervejledning
Tilslutning USB
Tilkøb Nike+-sko (eller 3. parts sensor-holder) samt iPod Nano, iPod Touch 2. generation eller iPhone 3 GS
Løbeløsningen fra Nike (og Apple) består af en lille sender og modtager til den overkommelige pris af 249 kr. De fleste skal punge ud med lidt flere penge til denne løsning, da skosensoren er skabt til sålen i en særlig Nike+-sko, mens modtageren skal proppes i bagenden på en iPod nano. Har du en iPhone/iPod Touch, kan du dog nøjes med at købe skosensor til 149 kr., da modtager og Nike+ er indbygget i begge. Du slår bare programmet til under indstillinger. Undertegnede synes dog, at det var mere behageligt at løbe med den lettere nano.
Er du ikke vild med Nikes Nike+-sko, er der desuden en del hjemmesider, der sælger små holdere til sensoren, så du kan putte dem i dine (kvalitets)løbesko efter eget valg. Ved flere par sko kan flere sensorer kobles til samme modtager, så du ikke behøver at flytte sensoren fra sko til sko.
Når du har udstyret på plads og vil starte din løbetur, tænder du blot Nike+-programmet på din iPod/iPhone, og går lidt rundt, så sensoren og modtageren finder hinanden. Derefter kan du vælge en forudbestemt løbedistance eller selv vælge antal kilometer eller kalorieantal, du vil opnå. Du kan desuden selv vælge, hvilken musik du vil høre og specificere en særlig powersong, der kan spilles, når du har brug for et ekstra boost. Nike+ tabte en del meter på blot få kilometer, men heldigvis kan både løb og gang kalibreres efter dine personlige trav.
Selve menuerne i Nike+-programmet på iPod’en er på dansk, men når du har løbet delmål af din løbedistance (f.eks. 2,5 ud af 5 km), får du en engelsk stemme i øret, der fortæller dig, hvor langt du er nået. Det vil dog ikke genere de fleste, og stemmen kan også slås helt fra. Når du er kommet hjem efter løbeturen, venter en god after-running oplevelse, når du smækker iPod’en i computeren og opretter dig på nikerunning.com. Her kan du få et særdeles velpoleret overblik over dine løb. Du kan også koble din FaceBook-konto/Twitter på, blive venner med andre Nike-løbere, deltage i udfordringer og downloade gratis træningsprogrammer der guider dig, uanset om du vil løbe 5 km eller et halvmaraton.
Alt i alt en lækker løsning til løbetræningen, men vi savner pulsmåling. Nike skulle dog være klar med en pulsmåler fra Polar, der forventes klar1. maj. Så er guldet snart hjemme.
Sport: Mest populære hos EDBPriser
Nyhed: | 23. jan 09:38 | |
Nyhed: | 11. dec 09:59 | |
Nyhed: | 04. nov 08:34 | |
Nyhed: | 17. dec 08:42 | |
Nyhed: | 27. jul 08:57 | |
Nyhed: | 02. jun 08:45 | |
Nyhed: | 09. nov 09:10 | |
Reklame: | Ad from Google |








