Hjælp på computeren
De fleste træningsgadgets lader dig også synkronisere dine træningsmålinger med computeren, så du via software og/eller et web-interface kan få et godt overblik over dine fremskridt. Mange løsninger tilbyder også diverse træningsprogrammer, du kan bruge med dine gadgets samt muligheder for at oprette dyster m.m. mod dine venner. Det er altsammen noget, der kan virke motiverende, når du skal i gang med at motionere og blive ved med træningen.
Tre løsninger
For at vise dig, hvad der findes af hjælpende grej, har vi valgt at teste tre forskellige typer træningsgadget, der henvender sig til tre forskellige motions-temperamenter. Vi har for det første valgt et pulsur fra Polar med tilhørende pulsmåler, der kan hjælpe motionisten og nybegynderen med at træne rigigt. Uret er enkelt og let at gå til. Derudover har vi fundet et avanceret GPS-ur fra Garmin med fodsensor, der kan være en stor støtte for hardcore motionister, der ynder at træne udendørs. Til sidst, men ikke mindst, har vi kigget på Apples populære Nike+-løsning, der kombinerer musikglæde med løbetræning.
Sådan testede vi
Den bedste måde at teste et produkt på er at bruge det, og derfor blev de tre løbe-aggregatorer brugt til løbetræning både inden- og udendørs samt til andre motionsformer, da urerne fra Polar og Garmin også understøtter anden brug end løb. Vi prøvede, om produkterne var nemme at bruge, virkede efter hensigten og om der dukkede skjulte gener op ved længere tids brug. Generelt var alle tre produkter nemme at komme i gang med, dog efter nødvendige konsulteringer af de respektive kvik-starts-manualer.
Gode råd
Sørg for at have udstyret i orden og få ideelt set lavet en løbetest, så du kan se, om du har en speciel løbestil, der eventuelt kræver særlige sko. Find derefter ud af, om du bedst trives med at løbe inde eller ude, alene eller sammen med andre, så du bedre kan fastholde din træning. Er du nybegynder, så lad være med at sætte for høje mål i starten, da det øger chancen for, at du opgiver træningen. Og husk så lige at drikke en masse vand, både før og efter træning.
Læs testen her