Kig lige på laptoppen i galleriet. Den ser jo meget almindelig ud, ikke? Forkert, for den har nemlig en indbygget ”air ionizer”, der udsender op til 15 millioner negative ioner per cm3. Hvad skal der gøre godt for, spørger du måske. Ifølge ASUS renser de negative ioner luften og minimerer mængden af støj, pollen, bakterier og cigaretpartikler i luften omkring dig.
Vi ved ikke hvorfor ASUS har inkluderet luftrenseren for det lader ikke til, at der har været udbredt store problemer med indeklimaet her i Danmark. Måske er funktionaliteten et hit ude i asien? Nuvel, det kan vel ikke skade.
Resten af laptoppen er også imponerende. Du får en Intel Core2 Duo processor P7350 med 3GB hukommelse og en 320GB harddisk. Den 15,4 tommer store skærm er baseret på LED-teknologi, hvilket, sammen med andre strømsparefunktioner, giver op til 4,5 timers batterilevetid med det medfølgende batteri.
Der er også et Nvidia GeForce Go 9300M grafikkort med 512 MB hukommelse, en dvd-brænder, fingeraftrykslæser og et 2-megapixel webkamera.
Vi kan godt lide det indbyggede Intel Wi-Fi Link 5100, der både byder på
WiMax og Wi-Fi, men vi er i tvivl om Wi-Max-delen virker med Clearwires netværk her i Danmark.
ASUS N50 vejer 2,95 kilo og vil kunne findes for 8.500 kr.