Enten er successen overvældende, eller også producerer Apple simpelthen for få iPhones. Faktum er, at det stort set er umuligt at opdrive en iPhone fra de tre officielle salgskanaler herhjemme. Både 3 og Telia melder fuldstændig udsolgt, mens Telenor stadig har enkelte eksemplarer tilbage - men meldte i sidste uge ud, at det lakker mod enden.
Hos teleselskabet 3 har man en venteliste for kunder, der har bestilt en iPhone, og 3 holder kunderne opdateret via en hjemmeside.
"Der har været overvældende stor interesse, og jeg kan ikke sige så meget andet, end at vi håber at vi snart får en sending fra Apple, så vi kan levere telefonerne. Men vi ved ikke, præcis hvor mange vi får eller hvornår de kommer," siger kommunkiationschef Stine Green Paulsen fra 3 til Ekstra Bladet.
Ifølge avisen er de danske teleselskaber ikke alene om at have problemer med at vride mobiltelefoner ud af Apple:
"Udbuddet af iPhone 3GS er for øjeblikket begrænset i så godt som alle lande som den sælges i," siger Tim Cook der er Apples chef for internationale salg, til avisen.