Der er ikke noget bedre end at bruge sin tid på internet-rygter om en redesignet PlayStation eller en ny PSP fra Sony. Det skulle dog lige være, at bruge sin tid på Apple-rygter. Men du forstår hvor vi er på vej hen.
Derfor kaster vi os selvfølgelig over det nyeste rygte, nemlig at Sony er på vej med PSP2 (eller PSP-4000) her i løbet af 2009. Der er to store spilmesser på vej, E3 og GDC, så en offentlig udmelding kan være lige om hjørnet.
Billedet til højre er selvfølgelig blot en kunstners fortolkning, men vi har hørt en del snak i krogene om, at PSP2 kunne blive udstyret med en stor skærm på fronten, der kan glide ned over kontrollerne. På den måde vil maskinen både kunne bruges til film og spil – og den vil have et stort skærmareal uden at fylde for meget i tasken.
Sony nægter selvfølgelig rygter om en kommende PSP2/PSP-4000, men taget i betragtning, at firmaet allerede nu søger efter ”testere til en kommende spillekonsol”, så lyder det ikke underligt med en offentlig lancering på GDC til marts eller E3 i juni.
Vi får se…