Er du iPad-ejer eller bruger, kender du sikkert fornemmelsen af at sidde med noget, der er meget større end din iPhone, men som stadig ikke leverer den information, du søger på en effektiv, komprimeret måde? Man sidder stadig og flipper rundt imellem diverse apps for at holde styr på al den information, man lige står og mangler?
Det er vi så ikke alene om: BolderImage har lanceret en app, de kalder iDashboard, der - efter du har stukket dem 12 danske pesetas - lader dig holde styr på et væld af forskellige apps fra én eneste app, helt uden flipperi!
Facebook, Twitter, musik, nyheder, vejret, din kalender, etc - alle kan sættes op, så du kan se dem på samme tid, side by side. Det eneste, jeg lige umiddelbart kan se jeg savner, er integrationen af mails? SÅ var der tale om one-stop shopping!
App’en er genialt tænkt til når din iPad står i sin lade-fod - hvis du har den stående et sted hvor du alligevel sidder og arbejder (på noget andet end iPad’en...), kan du således hele tiden holde øje med, hvad der sker ude på internettet, i den virkelige verden og i din kalender, alt imens du hører sweet sweet musik (på eksterne højtalere - ellers er det begrænset sweet...).
App’en har ikke fået nok anmeldelser i Danmark endnu, men i USA er folk ret begejstrede for den, og jeg overvejer også om jeg ikke skal kyle 12 af mine surt opsparede kroner i nakken på udviklerne, for idéen er altså ikke helt dum + mail-integrationen må da være i pipelinen???