Det startede egentlig uskyldigt nok: Jeg så at en af mine venner havde postet på Facebook, at han havde været på en bar i New York. Fair nok - det hænder jo, hvis man er i New York? Men det der drog mit nørd-øje var, at der stod nederst, at beskeden var sendt fra foursquare.
“Foursquare?” - tænkte jeg. Og mens jeg tænkte det, vandrede cursoren ned, og åbnede iTunes, og downloadede foursquare applikationen til min iPhone. Pludselig opdagede jeg, at et par stykker af vennerne faktisk allerede var på, og så gik det stærkt.
Men vi sætter farten lidt ned: hvad er foursquare? I al sin slående enkelthed er det et program, der tillader dig at indgå i brugerskaren af glade foursquare brugere, der elsker at fortælle andre mennesker, hvor de er. Det foregår ved, at man “checker ind” de steder, man bevæger sig hen: barer, restauranter, caféer, musiksteder, museer, togstationer, lufthavne - you name it! Når man så har checket ind, kan man se hvem - hvis nogen (skrev han fra det mørke Jylland), der også er der, hvor du er.
“Og hvorfor er det fedt?” - præcis. På sin vis er det jo bare en anti-automatisk udgave af Google’s Lattitude - og det i sig selv er jo ufedt? Men nej: på foursquare kan man interagere med den store, ansigtsløse hob af med-brugere: man kan anmelde maden der, hvor man spiser (“Undgå Phat Mamma Hoy - det er ikke rejer, de putter i...!”), drinken man nyder (“Spørg efter Morten og bed om en Royal Mojito - du bliver ikke skuffet!”) eller blot en lokalitet (“Udsigten over banegraven er specielt god her fra toppen af broen!”).
Kun fantasien sætter grænser! - men foursquare har så, måske i et forsøg på at undgå at folk tagger hver eneste flise, indført begrebet Mayor (Borgmester): den person ,der checker ind på en given lokalitet flest gange i løbet af de sidste 2 måneder, bliver automatisk Mayor på denne lokalitet. Og hvad fedt er der så ved det? Tja - i New York, hvor foursquare er født, er der en del barer og caféer, der tilbyder rabatter til Mayor’en på udvalgte varer: Det fremmer handlen, og det fremmer antallet af besøgende (“Jeg skal ned og hente min double-chocko soy latte mocca-frappuchino NU, ellers mister jeg mit Mayor-skab!”).
Jeg har endnu ikke set lignende tiltag her i Danmark, men mon ikke det kommer snart, på de trendy og hippe steder? ;-)
Men det stopper ikke her: Der er også badges (mærkater / “duelighedstegn”) man kan opnå ved at udføre forskellige ting - “bender” (3 byture samme uge), “newbie” (første check-in), “explorer” (10 check-ins), “superuser (>10 check-ins på 12 timer) og så videre.
Hermed går der så konkurrence i den, og det eneste man vinder, er æren. Men det sjove er, at man bliver lidt hooket på det; jeg bliver for eksempel nødt til at smutte nu, da jeg skal checke ind i både vuggestue og børnehave, i kampen for at bevare mine Mayor-skaber der!
Download foursquare til din iPhone her - så ses vi derude...