At suse ned ad et smalt spor med masser af rødder, små ”drops” og sving med en let finger på bremsegrebet og med numsen helt ud over sadlen for at holde balancen er lidt af et sus. Men det, man bedst opnår, når man lige har øvet sig på de små bakker først. Ganske som at stå på ski skal du lige starte på den lille bakke, før du tager det sorte spor. Og ganske som at stå på ski kan du få både et kick og en form, som giver balder af stål. Men du behøver ikke tage til de franske løjper – du kan dyrke sporten hele året, nærmest uanset hvor i Danmark du bor. Og de penge, du sparer på ikke at tage sydpå, kan du jo bruge på det rigtige grej. For vi går jo ikke ned på udstyret, vel?
Fuld fjeder og en 29’er?
Og det starter med en cykel, der har brede knopdæk – om du tager en prisoverkommelig i alumium eller en let i carbon, er op til dine ambitioner og bankrådgiveren, men at få en god ramme er bedre end geargruppen. Selv de billigste bremser og gear kører godt i dag. Brug hellere guldet på en cykel med lidt lettere hjul, da den roterende vægt virkelig kan mærkes.
Det samme gælder forgaflen. En god gaffel med affjedring er ikke billig, og faktisk er du bedre kørende på en uden affjedring end en dårlig med! Kører du mest på grusstier, behøver du ikke en gaffel med affjedring. Har du til gengæld ambitioner om at køre de ægte MTB-ruter, bør du overveje en fuldaffjedret MTB, hvor også bagstellet kan bevæge sig. Begge dele hjælper dig med at holde hjulene på sporet, når der er masser af bump og rødder. Samtidig bliver du ikke rystet så meget igennem, og der går længere tid, før du bliver træt. Men en fuldaffjedet cykel i god kvalitet er i sagens natur heller ikke den billligste.
Den nyeste trend er MTB med 29” hjul – det er 3” større end normalt og faktisk 1” større i diameter end en almindelig cykel. Fordelen er, at du ruller bedre hen over forhindringerne, og cyklen er mere fartstabil. Til gengæld er den ikke så hurtig til at skifte retning, og den vil alt andet lige også veje mere. Men vil du være med på den nyeste mode, skal du have en 29’er med fuld affjedring, som den vi viser på næste side.