Sidder du med en stueantenne og glæder dig til at få et rent digitalt billede til din fladskærm, så behøver du ikke vente meget længere. I hvert fald ikke, hvis du bor i Storkøbenhavn. Svenske Boxer, der skal administrere det digitale signal i Danmark, melder sig nemlig klar til at tænde for signalet i København allerede 1. maj.
Boxer vil i første omgang give adgang til DR1, DR2, DR Update og TV2, der alle er gratis kanaler, samt TV2 News, TV2 Zulu, TV2 Film, Kanal 5, 6'eren, Kanal 4, Discovery Channel og Animal Planet. Prisen for pakken bliver 119 kroner om måneden, samt et distributionsgebyr på 65 kroner, ialt 184 kroner om måneden. På sigt bliver udbuddet større. Der udvides bl.a. med en række kanaler fra DR.
Boxer åbnede allerede 1. februar for det digitale sendenet i store dele af Jylland, og senest 1. november er nettet fuldt udbygget. Det er samme dato som der lukkes permanent for det analoge sendenet.
For at kunne modtage digitale signaler på tv’et, skal man bruge en digital modtagerboks og et tv, der kan klare MPEG4. Kan tv’et ikke det, skal man også bruge en speciel boks til at omkode signalet.