Der er altid plads til en ekstra superhelt i nutidens filmmarked. Det må man antage, når Hollywoods producenter igen og igen finder fortidens maskerede helte frem, pynter dem op og øremærker dem et solidt budget. Så længe det sælger, bliver de ved.

Fakta

The Green Hornet
PRODUCENT: Sony Pictures

DOMMEN: Uformelt filmhåndværk med løs hånd og laissez faire, som gør det tåleligt at se endnu en superheltefilm – også selvom vi er stopmætte af helte med kapper og masker

FAKTA: Instruktør: Michel Gondry
Medvirkende: Seth Rogen, Jay Chou, Cameron Diaz, Christoph Waltz

“The Green Hornet” var reelt en grammatisk bøjning af Batman – superhelten uden superkræfter. En idealistisk helt med gadgets, en tro følgesvend og økonomisk lukrative midler til at realisere sine mål. Men den grønne helt havde en patetisk bagdel. Han var ingenting. En dominerende spradebasse, som altid blev fanget og måtte troligt vente på sin redningsmand: den handlekraftige chauffør, Kato, som i 1940’ernes tv-serie blev spillet af Bruce Lee.

”The Green Hornet”, anno 2010, genoptager myten om den kitschede helt, nu placeret i nutidens Los Angeles. Rigmandssønnen Brett Reid sutter på lappen af sin fars forlagsformue, indtil farmands krønike bliver trykt i avisen. Brett bliver banket ud af sin drænende drømmeverden og opdager pludselig, at husets butler, tjener, chauffør og opfinder, Kato, er lidt af et vidunderbarn. Han bygger slagkraftige køretøjer med maskinkanoner og prygler skurkene, mens Brett akavet snubler igennem tumpede ideer om at bliver lovens forlængede arm.

Brett og Kato vinder ingen priser for årets bedste filmduo. Dertil er kemien for påtaget. Heltenes manglende karisma opvejes dog af skurken med identitetskrise, Chudnovsky – mageløst spillet af Christoph Waltz. Han tippede publikum bagover med sin blændende rolle som jødejægeren i ”Inglorious Bastards” og er ubestridt en af årsagerne til, at ”The Green Hornet” når frem til rulleteksterne nogenlunde hæderligt.

”The Green Hornet” er absolut en uortodoks superheltefilm, hvor forskellige personers ambitioner ikke har kunnet finde en sammentømret helhed. Man kan fornemme situationen mellem linjerne: Seth Rogen (”Knocked Up”), som har skrevet historien og spiller hovedrollen, virker meget insisterende for sin moderne spradebassekomik og vittige dialoger. Han fylder meget, men efter alle intentioner skal publikum også finde hans karakter en smule belastende.

Instruktør Michel Gondry (”Eternal Sunshine of a Spotless Mind”) har plantet sin kunstneriske auteur på bænken, men sniger alligevel et par velkendte varemærker ind i handlingen: den drilske leg med kulissens rum. Blot ikke nok til at tilfredsstille forventningerne. Især ikke for fans, som tidligere har stiftet bekendtskab med Michel Gondrys kunstneriske musikvideoer.

Man fristes til at kalde ”The Green Hornet” for rodet og uprofessionelt, men deraf udspringer filmens bedste kort. Sammenlignet med andre af nutidens superheltefilm så er ”The Green Hornet” ikke så ulideligt kirurgisk afstemt, men har en kvalitet som andre ambitiøse superhelte mangler: skæv charme. Det er uformelt filmhåndværk med løs hånd og laissez faire, som gør det tåleligt at se endnu en superheltefilm – også selvom vi er stopmætte af helte med kapper og masker.

Blu-ray-udgaven af ”The Green Hornet” sælges separat i en 2D- og en 3D-udgave, som koster lidt ekstra. Det er efterhånden en streg i bogen, når andre film er begyndt at lægge begge udgaver på skiven, og ikke engang i biografen havde filmen nogen prangende styrke i real 3D. 2D-udgaven kan derfor sagtens anbefales. Den tekniske kvalitet og det solide lydspor er derimod i topklasse, og der medfølger en rummelig mængde godt og informativt ekstramateriale. Trods lidt udskridninger er den grønne superhelt købeværdig på Blu-ray.