Kan du leve af at game?

... Men skønt professionel gaming trives i Fjernøsten, er vejen til guld og grønne skove fortsat bestrøet med plasma-miner og faldgruber med spidse pæle …

På det store stadion hepper en folkemængde af tusindvis af koreanere. Stemningen er spændt, som til en fodboldkamp eller gladiatordyst. En kommentator plaprer løs i så afsindigt et tempo, at det er svært at følge med selv for koreanerne. Titusinde mennesker ser på to næsten ubevægelige teenagere i to båse. En storskærm bag dem viser et uvirkeligt hurtigt spil, Starcraft. Den ene, kaldet Myth, har været henne midt på scenen og aflægge det løfte om ærlighed og fairplay, som koreanske gamere gør før et spil. Kommentatoren spørger, hvordan han har det med at have sådan et enormt publikum. ”For mig er det her normalt,” svarer han.

Hollandske, polske og engelske gamere er blandt dem, der kappes i Korea, vinder summer på op imod 1.000.000 kroner om året og lever som popstjerner. Professionelle gamere indvier supermarkeder herovre, omtrent som fodboldstjerner eller tv-kendisser gør det herhjemme. Der findes to tv-kanaler dedikeret alene til Starcraft. Jeg tænkte halvt om halvt, at jeg var god nok (til at være med) – indtil den fjerdebedste gamer i Korea besejrede mig i World of Warcraft 2-player på mindre end 30 sekunder foran en samling fnisende koreanere. Og jeg har vel at mærke spillet WoW i over et døgn mere end 40 gange. Jeg er ikke en rookie.

Koreansk gaming er en fremtidsvision. Med et Internet-ministerium i ryggen har de haft bredbånd i omtrent et årti længere end os. Standardforbindelser er på 100Mbps. Kan gaming nogensinde blive lige så stort i Europa? I for eksempel Storbritannien tjener gamere op til 500.000 om året, træner hver dag og styres med hård hånd af managere i håb om, at gaming en dag tager fart i samme stil som i fjernøsten. Det er ikke sket endnu, men er dette muligvis det rette tidspunkt at finpudse sine evner i Guitar Hero?

Sandt at sige er Europa sammenlignet med Korea rent gamingmæssigt en udørk. De seneste års gaming-boom er tilsyneladende – p.t. – afløst af nedtur på trods af nye initiativer, som konkurrencen ”Dan-marks Bedste Gamer” der blev startet i 2007.

Vi skal ikke længere tilbage end sidste år, for at gaming så ud til endelig at have tilkæmpet sig en plads i den brede offentlighed, da Sky transmitterede fra the Championship Gaming Series (CGS). Det holdt dog ikke. ”Forretningsplanen var noget møg,” klager Michael O’Dell, træner for Storbritanniens professionelle gaming-team, Dignitas. CGS forsvandt midt i sin anden sæson.

CGS var ikke den eneste professionelle gaming-turnering, der måtte bide i græsset. The Cyberathlete Professional League og the World Series of Videogames er begge gået nedenom og hjem i løbet af de sidste to år. I dag synes de lykkelige tider for omtrent fem år siden, hvor det blot virkede som et spørgsmål om tid før cyber-sportsfolks indtjening og status svarede til rigtige sportsfolks, som en myte.

World Cyber Games tiltrækker dog stadig halvanden mio. spillere om året til kvalifikationsrunder online. Turneringen kan desuden prale af store sponsorater fra virksomheder som Microsoft og Samsung samt kommentatorer og præsentation nærmest som på ESPN. Mange andre gaming-konkurrencer ønskede imidlertid at give folk penge og præmier uden at spekulere på, hvor pengene kom fra.

Nu om dage, hvor selskaberne er mere påpasselige med pengene, er ikke engang ”sponsorerede” teams, hvad de giver sig ud for. Sponsorerede fodboldhold tjener penge nok til, at spillerne kan købe ny swimmingpool. Professionelle gamer-teams, som typisk sponsoreres af teknologibranchen, må oftest nøjes med at få mus, pc’er og headsets, plus flybilletterne. Vel ankommet til konkurrencen må de så bare bede til, at arrangørerne giver læskedrikke og snacks.

Læs et hvilket som helst interview med en professionel gamer, og sandsynligheden taler for, at ganske få afsnit afslører, at vedkommende er enten studerende, langtidsledig eller har et alt andet end karriere-minded job. ”Jeg arbejder i et call-center, men jeg er ikke telemarketer”, protesterede den canadiske prof-gamer Mad Max på ESPN, ”jeg tager imod bestillinger for et lokalt pizzeria.” De fleste ”proffer” er ikke så professionelle, som de gerne vil fremstå – hvilken løn får ”Lil Poison” på 10 mon, når man tænker på, at de fleste børn på samme alder ville tage til takke med slik som betaling?

Pengene er der stadig, hvis man er god nok til at vinde dem, men det er svært at skabe sig en karriere for øjeblikket. Rob McLean er en af Europas førende Pro Evo Soccer-spillere, men ironisk nok betragter selv ikke han en karriere som professionel gamer som ”et fornuftigt mål”. Hans indstilling svarer sna-rere til en, der tager et fjumreår før jobbet som revisor.

Organisationer som den nye Electronic Sports World Cup og World Cyber Games trives fortsat, men de er tydeligvis klar over, hvilken hånd der fodrer dem. Skønt begge har vestlige spillere i stald, er konkurrencerne draget østpå for at overleve krisen. ESWC’s sidste store konkurrence var i Cheonan, Kina, og WCG’s finale var i Chengdu i 2009. Man følger pengene.

Et af problemerne med professionel gaming som karriere er, som for mange attraktive jobs, at der er en masse mennesker, der gerne vil arbejde gratis. I dette tilfælde faktisk arbejde gratis hele dagen, hver dag, indtil de har mistet alt. Prisen for at sidde med ved bordet som professionel gamer er at smide sit liv væk. Man er nødt til at blive til en af de fyre, der pløkker én med en fuldtræffer med sniper-riflen hver eneste gang i Call of Duty … og derefter bruge måneds- og årevis på at blive bedre.

Gamerne gør heller intet for at aflive stereotyperne omkring gaming. En sportsudøver der praler af vild træningsintensitet, før sæsonen starter, virker måske nok lige rigeligt snæversynet, men inden for professionel gaming virker noget tilsvarende bare decideret usundt. Gilbert Arenas, amerikansk prof, vedkender at have spillet Halo 3 i 26 timer i træk. Soviet, en af de p.t. top-rangerede proffer, hyper sig selv til et spil ved at gå i ”Soviet Mode”, hvor han ikke spiser noget og kun drikker sportsdrik i dagevis.

Generelt gør professionel gaming sig ikke godt i tv. Konkurrence-officials og managere forsøger sig med funky frisurer og hip-hop-kluns, men tilbage står det ufravigelige faktum, at over halvdelen af profferne er fede, svedende nørder. Selv stjerneskuddene ligner ikke ligefrem David Beckham.

Men selvom professionel gaming er gået lidt i hak for tiden, lanceres der hele tiden nye sider, organisationer og tv-programmer. Det er en udviklingshastighed, der står i skærende kontrast til det meste af underholdningsbranchen.

I maj lancerede Jordyn Larson det nye foretagende GamingAhead.com. Siden afholder turneringer om præmier, som chancen for at komme med på et professionelt gaming-team. ”Vi skaber det største og bedste online-gaming-selskab,” udtalte han på lanceringsdagen. Optimistisk retorik af den art er svær at opdrive i selskabsverdenen i øjeblikket.

Opfattelsen er, at gaming foran publikum for penge er en ide med potentiale, den har bare ikke rigtig fundet fodfæste endnu. Bare at behandle det som en ordinær sportsgren har ikke rigtig virket.

Den næste store plan er en gennemprøvet opskrift på hjemmelavede kendisser. Professionel gaming er, i hvert fald i USA, fundet værdigt til at få sit eget reality-show – en ikke ubetragtelig anerkendelse.

WCG Ultimate Gamer er modelleret på fladpandede programmer, som America’s Next Top Model, og går ud på, at gamere spiller mod hinanden i forskellige spil hver uge, hvorefter de skal klare forskellige ”udfordringer” baseret på spillene. En af ugerne slippes nørderne rent faktisk løs i en ægte natklub med ulideligt pinefulde resultater. Det sjoveste er, at gamerne ikke engang er specielt gode, selvom de coaches af WCG-proffer.

Faktum er imidlertid, at WCG Ultimate Gamer, gennem nøje udvælgelse af såvel nogle af de mere indtagende udfordrere i periferien af professionel gaming – ”Jeg er her på grund af min datter!” pipper rødhårede CiJi på 20 – som de uundgåelige stor-skrydende Karl Smart’er, er det tætteste, nogen endnu er kommet på at gøre gaming til mainstream-underholdning.

Ligesom America’s Next Top Model er programmet også en nådesløst effektiv øvelse i at kradse sponsorkroner ind. Der er Microsoft- og Samsung-logoer på alt. Præmierne er alle sammen fra Samsung. Hvis enten Microsoft eller Samsung fremstillede mad, ville deltagerne uden tvivl spise det i tv. WCG Ultimate Gamer er gennemsyret af udspekuleret planlægning.

Andre foretagender er i gang med en lignende forhærdelsesprocedure. Major League Gamings videointro præsenteres af en mand, der konstant har en Doctor Pepper i hånden. For det tilfældes skyld, at man skulle overse den, holder han den ind i kameraet hvert tredje-fjerde sekund. Altså indimellem Doctor Pepper-logoerne.

I takt med at reklamer på internettet bliver en mere realistisk indtjeningsmulighed, er det måske også naturligt at online-gaming finder sin niche, hvor det startede – på nettet. Sider som Joost har allerede gamer-videoer liggende, og når f.eks. online-videoen af, hvordan det tyske guild Nihilum slår den sidste boss ihjel i World of Warcraft: Bur-ning Crusade, er blevet set mere end en million gange, er det en oplagt reklameplads. World Cyber Games streamer alle kampene på programmets side. For gamere kan det at se de bedste af de bedste blive en slags dokumentar-tv.

Spiludviklere har også luret, at professionel gaming er ekstremt brugbar, gratis reklame for dem. I løbet af de sidste par år har konkurrence-gaming rykket sig fra modbydeligt svære hardcore-gamer-spil, som Warcraft III: The Frozen Throne og Painkiller: Hell Wars, længere over mod spil, som almindelige dødelige rent faktisk spiller. Guitar Hero fungerer godt som tv og har på Download og andre festivaler scener dedikeret til konkurrencer, komplet med kendisoptrædener. Dét og Rock Band er ved at blive faste bestanddele inden for professionel gaming.

Spilproducenterne behøver dårligt nok række hånden ud mod den brede offentlighed, for de hardcore og de professionelle genererer nok omtale alene på nettet. Ubisofts glamgirl gamer-team the Frag Dolls har mere end en halv mio. followers på Twitter trods blot tre events i år.

Frag Dolls er ikke sportsfolk, de er reklamer, men de viser måske vejen for professionel gaming. Det ville være en skam, hvis de fede nørder blev erstattet over én kam af ringere gamere med fjernsynstække. Men måske ikke så stor en skam igen …