Dette er ikke science fiction. Inden for to århundrede vil en dødelig kombination af atomkrig, klimaforandringer, overbefolkning og overforbrug af naturlige ressourcer gøre jorden ubeboelig. Hvis vores planet dør, må vi forlade den ... og det kan ske tidligere, end du tror.

“Vi er på vej ind i en stadig mere farlig periode i vores historie,” siger professor Stephen Hawking. “Det vil være svært at undgå en katastrofe inden for de næste 100 år for ikke at tale om de næste 1.000 eller en million. Vores chance for at overleve er at ikke blive ved med at kigge på Jorden, men rejse ud i rummet.
“Mængden af mennesker på Jorden og brugen af begrænsede ressourcer vokser eksponentielt sammen med vores teknologiske muligheder for at ændre klimaet til det bedre eller værre. Hvis vi vil leve videre end de næste 100 år, er vores fremtid i rummet.”

Der er ikke meget tvivl om, at klimaændringer, forurening og muligheden for atomkrig er en farlig kombination, der ultimativt kan lede til et katastrofalt kollaps i vores civilisation. Det er endda, før vi taler om muligheder for at blive ramt af asteroider eller mega-jordskælv og tsunamier.

Vi er næppe den første generation til at leve i frygt for “Jordens undergang”. Lærde mennesker i middelalderen forventede, at Johannes’ åbenbaring ville udspille sig i deres livstid. Andre advarede om farerne ved overbefolkning, og i 1960’erne og 1970’erne var der tale om global nedkøling, en ny istid, og at vi ville løbe tør for olie inden for 10 til 20 år.

Forskellen er, at nu kan vi gøre noget ved det. Måske ikke med eksisterende teknologi, men vi er i det mindste i en position, hvor vi kan starte med at overveje alternativer til at prøve at redde Jorden: At flytte til en helt ny planet.

Mars som redning

Forskere og andre kloge hoveder diskuterer nu seriøst, hvordan man kan etablere en menneskelig base på Mars. Det er tydeligvis ikke så nemt, men på trods af manglen på livsunderstøttende systemer har den faktisk nok jord-lignende kvaliteter til, at der er potentiale for kolonisering. Den kunne blive Biosphere 2.0.

Doktor Robert Zubrin, leder af Mars Society, siger: “Mars har masser af vand, kulstof og nitrogen. Den har en 24-timers dag sammenligneligt med sollyset i Norge og har komplekse geologiske og hydrologiske egenskaber til at forsyne os med mineraler.”

Vigtigst af alt er planeten inden for rækkevidde af vores sølle rumskibe. Den er dog også fire gange længere væk fra Solen end Jorden og er derfor, hvad forskere kalder, “fandens kold”.

For at bringe liv på planeten vil vi skulle hæve temperaturen, hvilket ville frigøre det vand, som vi regner med, befinder sig under dens polar-iskapper. Dette kaldes terraforming, et koncept, som sci-fi-fans vil genkende, da det dukker op i Paul Verhoevens film med Schwarzenegger, “Total Recall”. Terraforming betyder at ændre en planets atmosfære for at tilpasse den til vores behov, og når vi taler om Mars at hæve temperaturen ti grader, vil være nok til at begynde en opvarmningsproces, der kan gøre planeten beboelig inden for et århundrede.
Chris McKay er en planet-forsker hos NASA og arbejder på projektet ved navn Project Exodus for at finde et nyt hjem til os. “Målet for Mars er at genskabe dens biologiske tilstand,” siger han. “Mars er spændende, fordi vi har beviser på, at der engang var vand, jord-lignende forhold og måske liv. Det er meget tydeligt, at den kunne gøres klar til globalt liv igen. Om den, over tid, vil blive parat til beboelse for mennesker, er dog endnu uklart.”

Ironisk nok tror McKay, at drivhusgasser – som mange mener, truer Jordens overlevelse – kan hjælpe med at gøre Mars beboelig: “Vi har fokuseret på drivhusgasser, fordi det er den eneste metode, hvor vi kan sige, at det allerede er blevet demonstreret. Vi producerer allerede drivhusgasser på Jorden, og de ændrer allerede vores klima. Vi kunne etablere fabrikker på Mars, der ville konsumere jorden og luft på Mars og pro-cessere dem til at producere drivhusgasser, især CFC’er såsom C2S6 eller C3S8.

“Disse gasser er lavet af elementer, der er til stede på Mars, som ikke vil ødelægge ozonlaget, og som har en lang levetid i atmosfæren. De er meget gode drivhusgasser til at holde planeten varm.”

Andre teorier involverer at affyre atomvåben på Mars eller høste kræfter fra asteroider for at kick-starte terraforming-processen. At placere gigantiske spejle i omløb om planeten for at reflektere solens varme på iskapperne har også været foreslået, men McKay er ikke overbevist.

“Fysikkens love siger, at denne metode vil varme planeten,” siger han, “men vi ved ikke, hvordan vi skal lave spejle på størrelse med Texas, og vi ved ikke, hvordan vi skal få dem flyttet til Mars og sat i kredsløb.”
Altså, tilbage til tegnebordet.

Dr. Zubrin fra Mars Society tror dog, at varmeprocessen med drivhusgasser kan blive udviklet allerede i midten af dette århundrede sammen med en permanent menneskelig base.

“Vi vil være nødt til at sende menneske-lige missioner med længere og længere op-hold, udvide de beboelige områder, bygge drivhuse, bore brønde til vand og geotermisk strøm og udvikle teknologier for at bruge ressourcerne på Mars, for at gøre basen mere og mere selvkørende,” siger han.

“For det første kan ilt skabes til astronauterne ved hjælpe af kemiske teknikker. Senere vil drivhusene kunne konvertere CO2 til O2, i første omgang til basen men senere til hele planeten.”

Mennesker vil også have brug for at tilpasse sig til den nye tyngdekraft, som kun er en tredjedel af Jordens: “Marsboere vil sikkert udvikle sig til at blive højere og tyndere end dem, der bliver født på Jorden og se Jorden som et lidt ubehageligt sted, da tyngdekraften der er alt for høj.”

Uheldigvis er det økonomisk handicappede NASA ikke, hvad det har været, og Project Exodus viser sig at være et “spændende problem”. “Lige nu kæmper vi med at sende folk tilbage til Månen og endnu mere med at sende dem til Mars,” siger McKay, “så vi lærer stadig, hvordan vi skal kravle. Jeg prøver på at skubbe på en etablering af en Måne- og Marsbase, da de er de første to skridt til alt andet, men for de fleste folk på NASA er problemet bare at få folk derhen.”
Mens Mars er næsten universalt aner-kendt som den bedste chance for at etablere en anden menneskelig koloni, er der, som Darth Vader engang sagde, en anden

Eller hvad med Venus?

NASA-forsker og sci-fi-skribent Geoff Landis stemmer for en rejse til den planet, der har kredsløb tættest på Jorden: Venus. Den har samme størrelse og masse som Jorden og har praktisk nok også tyngdekraft. Men den har også overfladetemperaturer på omkring 450 grader, luft der er 90 gange tættere end Jordens og ingen oxygen eller vand. Åh, og det regner med syre, så i det mindste ville vi danskere få endnu mere tid til at gå med at tale om vejret.

Mr. Landis har en løsning på disse små problemer: Lando Calrissians Cloud City.
“På mange måder tror jeg, at Venus er den oversete planet,” fortæller han os. “Det er spændende, at når du kommer over skylaget, er den en meget jord-lignende planet.”

Omkring 50 km over Venus’ overflade er der en atmosfære med carbon dioxid, der er solid nok at holde en oxygen-fyldt sfærisk struktur i luften. Hvis boblen var stor nok, kunne atmosfæren holde vægten fra for eksempel hele Manhatten.
“Ligesom på Jorden bliver det koldere, jo højere du kommer op,” siger han. “Over skyerne vil presset og temperaturen på Venus blive meget ligesom Jorden. Den spæn-dende ting ved Venus er, at ved disse højder er der stadig en CO2-atmosfære, så oxygen og nitrogen ville blive de “løftende gasser”. Det er ikke helt så godt som helium her på Jorden, men stadig meget godt.

“Vi kunne potentielt få et ballonskib til at flyde ved at brug den oxygen og nitrogen, som vi indånder. Så der er et fornuftigt argument for, at vi kan besætte os i atmosfæren. Du ville selvfølgelig stadig være nødt til at skabe nitrogen og oxygen, så vi kan ånde.”

Hjælp fra erhvervslivet

Landis tror på at starte i det små og bruge kulfiber høstet fra atmosfæren for at give os materialerne til at gøre det. Ingen på NASA står på nakken af hinanden for at tale om finansiering til hans ide, men pengene må findes uden for NASA. Den sidste bemandede mission forlod Kennedy Space Centre i april, og rumskibene er sat på pension. NASA uddeler nu legater og sætter fokus på den kommercielle sektor. Jorden er nødt til at håbe på, at andre firmaer og entreprenører kan skabe tekno-logien, der kan tage os væk fra vores planet.

Elon Musk er grundlægger af PayPal, en elek-trisk bil-entreprenør og fortaler for Mars. Han fører løbet. Musks SpaceX-firma sendte sin Falcon 9-raketter i kredsløb i juni med et Dragon-rumskib på slæb – den første ikke-NASA-mission til at nå lav jordkredsløb.

Amazons CEO Jeff Bezos pumper lige nu penge i sit Blue Orbit-parallelprojekt. Det fik for nylig et legat af NASA til at bygge genbrugelige, sub-orbitale raketter – nogle, der kan nå en højde på op til 100 km over vandniveau. Begge firmaer ville ikke sende os en talsmand til denne artikel, men det er tydeligt, at det er folk som disse, der former vores fremtid i mere end én forstand.

En af de største forhindringer for at fortsætte videre ind i rummet er skabelse af genbrugelige raketter, der kan rejse videre end Jordens kredsløb. SpaceX’s raket, som blev udsendt og landede med faldskærm på Jorden for aldrig at blive brugt igen, kostede 40 millioner dollars, og det er endda den billigste, der nogensinde er bygget. På rumskibet er kun det fartøj, der skal i kredsløb, og som rummer astronauterne, brugbart til genbrug.

Musk ved, at af rent økonomiske grunde er det at skabe genbrugelige raketter en udfordring, der må overvindes. Hvis vi skal migrere til en ny planet, må rumskibe skulle bruges som jumbo-jets: igen og igen og igen.

“Det fundamentale gennembrud, der er nødvendig for at udvide menneskeliv til andet end Jorden, er genbrugelige afsendings-systemer,” sagde Musk i 2008. “Det er aldrig lykkes endnu.”

Et andet firma, der deltager i det privatiserede rumkapløb er Texas-baserede Armadillo Aerospace. Firmaet er mestendels fi-nansieret af spil-softwareudvikler John Carmack og ser lige nu rumturisme på samme måde som Richard Bransons Virgin Galactic, men Armadillo ser også det kommercielle potentiale for yderligere forskning.

Neil Milburn, vicepræsident for program-håndtering hos Armadillo, siger, at mens det at skabe genbrugelige sub-orbitale raketter er inden for rækkevidde, er det en endnu større udfordring at sende dem ud i rummet.

“At sætte noget i kredsløb er et helt andet problem,” sukker han. “Det er måske ti gange mere kompliceret end at skabe et genbrugeligt sub-orbital transportmiddel. Jeg tror ikke, det sker i min levetid. Alle de design-koncepter for fartøjer, der kan gå fra kredsløb til en planets overflade, er lige nu meget i fantasiens verden. Det er ikke umuligt, men det er bare en fænomenal kompliceret opgave.

“Der er ting, du bare ikke kan undgå. Alt, der skal ned i lavt jordkredsløb (LEO) og komme tilbage, har et seriøst beskyttelsesproblem [for passagererne]. Og ethvert fartøj, der kan løfte sig fra Jordens overflade, gå i kredsløb og komme tilbage i ét stykke, producerer en helvedes masse energi, som du på en eller anden måde skal komme af med, før du kan lande sikkert.

“Hvis du skal putte noget i sub-orbital rum, er massefylden [hvor meget mere masse fartøjet har med brændstoffet sammenlignet med uden], du har brug for, fem til en. Du har brug for noget, der er ti gange bedre end det – omkring 50 – hvis du skal producere et fartøj, der kan gå i lavt jordkredsløb og komme tilbage på Jorden. Det er en temmelig stor udfordring for ingeniørerne, hvilket er grunden til, at du ender med hybrid-systemer som rumskibet (shuttle).”

I stedet tror Milburn, at udvidede rum-rejser til en menneskelig koloni på en ny planet, må gøres i trin. I stedet for at et fartøj tager os hele vejen til Mars, før det vender tilbage til Jorden i et stykke for at samle en gruppe mere op, vil vi rejse fra station til station.

“I stedet for at skyde direkte op til Månen eller lignende, vil vi placere rum-poster,” siger han. “Du vil opsende et fartøj fra lavt jordkredsløb og rejse derfra videre til det næste trin på rejsen.

“Når du har nået Månen, vil vi koble sammen med et andet fartøj, tanke eller stige om bord på et andet fartøj. Det ville være som et færgesystem, hvor du rejser fra sted til sted, indtil du når dit bestemmelsessted. Efter at have smidt os af vil fartøjet flyve tilbage til depotet for at hente de næste passagerer.”

Ikke kun rejsen er et problem

Udfordringen med at komme til vores nye hjem er kun toppen af isbjerget. American Institute of Aerospace and Aeronautics’ Space Colonisation Technical Committee (AIAA SCTC) er en komite, som skal op-dage, forske og udvikle teknologi, der skal hjælpe os i rummet.

Komiteen kigger på livsunderstøttende systemer, strålebeskyttelse, produktion af oxygen, evnen til at skabe strukturelle komponenter såsom glas og cement samt se på den effekt, den lave tyngdekraft vil have på den menneskelige krop – og det er ikke så godt, nu du spørger. De ser også på, hvordan man kan skære rejsetiden til Mars ned. Lige nu tager rejsen omkring to et halvt år, og siden mennesker mister en procent knoglemasse pr. måned, de bruger i rummet, er folk ikke i stand til at bygge særlig meget samfund op, når de når til Mars.
Dette kunne ændre sig, hvis vi udviklede et in-space propulsion system, hvilket kunne tillade en gradvis acceleration gennem rejsen frem for at drive mod den røde planet for at spare brændstof. Dette ville også passe med Milburns teori om at rejse i trin.

Doktor Ram Ramachandran er formand for AIAA SCTC. “En masse kræfter bliver brugt på at forske i og skabe et effektivt in-space propulsion (ISP)-system til fremtidige rumrejser,” siger han. “Folk har teoretiseret, at med en god ISP kan du have en Marsrejse på under to måneder.

“De hurtige rejser til Mars afhænger af ISP, hvor der er en lille, men stabil acceleration. Disse accelerationer bliver lagt sammen og resulterer i utrolige hastigheder og derved ændring i rejsens tid. ISP bruger teknologi såsom ion-motorer, der har vist sig at virke på robot-missioner. De har lav thrust og kan derfor ikke fungere som første- eller andengrads-motorer, hvor der skal bruges meget mere acceleration for at få raketten ind i lavt jordkredsløb. De bliver aktiveret, når vi allerede er i rummet. Det er tid til et gennembrud. Vi bruger stadig den samme fremdriftsteknologi som for 40 år siden.”

Som det ser ud lige nu, forhindrer vores besvær med at håndtere lange ophold i rummet eller rejse hurtigere gennem det fra at se videre end vores eget solsystem for at finde et nyt sted at starte en menneskelig koloni. Det er en skam, fordi det nyligt op-dagede Gliese 581-stjernesystem har seks planeter, med Gliese 581e, der menes at have jord-lignende forhold.

Opdagelsen satte fornyet ild til tanken om Jorden 2.0, men systemet ligger 20,1 lysår fra Jorden, og et lysår er næsten 10 trillioner kilometer. Som NASA’s Chris McKay siger: “De er så langt væk, at alt, vi kan gøre, er at kigge på dem.”
Der er forskning inden for kvantefysik, der kan løse problemet med at krydse massive distancer på en hurtig måde, men næppe i vores levetid. Kort sagt de mange teknologiske udfordringer, der skal imødegås for, at vi kan plotte en kurs mod et nyt hjem uden for vores solsystem, er lige nu for overvældende.

Derudover ser det ud til, at æraen for rumforskning blot for videnskabens skyld er ved at være slut. Regeringer bekymrer sig ikke længere over, at “boldly going where no man has gone before”. Kina, Rusland og til en vis grad Indien, USA og EU er gode til at opkøbe bidder af teknologi i kredsløb og flekse deres politiske muskler, men det virker usandsynligt, at vi får et nyt galvaniseret rumkapløb at se, som da vi satte den første mand på Månen. Også meget deprimerende, er det at frelse hele verdens befolkning næppe den primære motivation for at rejse ud i rummet, inden situationen bliver kritisk – som altid drejer det sig om penge. USA’s indgang til anden verdenskrig kickstartede dets økonomi og fik landet til at blive verdens største superkraft. Kan det samme gøre sig gældende med rummet?

“Vi har udviklet mulighederne for sub-orbital rumrejse over de seneste ti år, og vi forventer en profit af vores investering,” siger Milburn. “Kolonisering er så langt væk endnu, at det er svært at definere noget i form af projekter, da vi stadig ser på tættere mål, men de er alle skridt på vejen. Vi rejser ikke ud i rummet med betalende kunder, og så trækker linjen der. Vi ser en vej videre, hvor vi bygger videre på de muligheder, vi har udviklet i disse tidlige stadier.

“Jeg tror, at det næste skridt for os kommer, når vi begynder rutinemæssigt at tage folk ud i rummet. Når vi er nået så langt, kan vi bruge teknologien til at lave en kommerciel succes, da det er en meget kapitalistisk forretning.”

Vi kan ikke alle komme med

Den største elefant i lokalet er dog, at hvis mennesket har brug for at flygte fra Jorden inden for de næste 25 år, er en ting sikkert: Vi rejser ingen steder ...
“Der er syv milliarder mennesker på Jorden – det er svært at forestille sig en rumrejseteknologi, der kan flytte bare en brøkdel af det antal mennesker,” siger NASA’s Mars-fortaler Chris McKay. Han ser kolonisering af Mars som en bedre måde at forstå, hvordan vi kan redde Jorden og ikke forlade den for altid.

“Selv hvis det lykkes dig at flytte en million mennesker, er det stadig kun en 1/7.000-del af Jordens befolkning.”

Så hvem får lov til at flygte, når Jorden går under? Hvis du har gode, menneske-forbedrende gener såsom Usain Bolt eller Scarlett Johansson eller videnskabelig eks-pertise såsom Stephen Hawking, så har du formodentlig en god chance for at nå væk fra det synkende skib. Hvis du er en vigtig del af regeringen, er du sikkert også med, og hvis du har mange penge eller betydningsfulde venner, kan du sikkert også klemme dig om bord.

Så Mærsk, Wozniacki og Lady Gaga er sikkert om bord – men sygeplejesker, dyrlæger, avisdrenge, regnskabsmedarbejdere, lærere og gadget-journalister? Ingen chance.

Hvis det er tilfældet, kan man godt få den tanke, at vi så sikkert er på vej til at gentage de samme fejl, som vi lavede på den første jord – især hvis den psykologiske profil på de nye planet-kolonister har fokus på at “få tingene gjort” i stedet for at “klare sig”. Vi ville kæmpe med et væld af forskellige konkurrerende måder at håndtere katastrofen på, uenigheder og overforbrug af de naturlige ressourcer på Mars, eller hvor vi nu ender henne.

Venus-fortaleren Geoff Landis ser dog anderledes på dette. Som han ser det, vil det menneskelige overlevelsesinstinkt klare os igennem, uanset hvor vi tager hen.
“Samfundet tilpasser sig altid til omstændighederne,” siger han. “Hvis vi slog os ned i en ny verden, ville samfundet ændre sig. Det, der virker her, ville sikkert ikke virke langt væk. Jeg er sikker på, at samfundet vil udforme sig til det, der er brug for for at overleve i et nyt miljø, og det kan blive meget forskelligt alt efter, hvor vi rejser hen.”

Mens tænkere såsom Landis tænker aktivt over menneskehedens næste skridt, hvis vi bliver nødt til at rejse til Mars, er det nok rimeligt at antage, at de fleste mennesker enten ikke tror, at menneskets overlevelse er i fare, eller at når tiden kommer, vil vi mønstre viljen til at redde Jorden.

“Vi er ved at nå til det punkt, hvor det går op for os, at vi er nødt til at passe på Jorden,” siger McKay. “Vi vil ikke lade den blive en katastrofe. Vi vil ikke lade en asteroide ramme os, vi vil tage aktive skridt for at forhindre, at det sker. Vi er meget tidlige i processen, så vi er meget heldige med, at noget ikke allerede er sket.

“Vi etablerer nu sædbanker, vi gemmer informationer om gener og frø i tilfælde af, at en global katastrofe såsom sygdomme eller pest slår vores afgrøder ihjel. Vi etablerer overvågninger af solsystemet for at holde øje med asteroider, der kunne tænkes at ramme Jorden. Vi vil være i stand til at være på forkant med disse ulykker.

“Hvis det fejler, ja, så vil det blive et meget svært problem at regne ud, hvordan vi skal gemme bare en lille del af menneskeheden, men jeg tror, at vores bedste tilgangsvinkel er at forhindre, at noget sker. Hold øje med, hvad der sker. Hold øje med planeten, solsystemet, nærlæggende stjerner, og hvis vi ser et problem, så må vi stoppe det.”

Det er altså tid til at lave et basalt teleskop ud af dit T3-magasin, se “Total Recall”, til du segner, og købe Elon Musks elektriske biler. Din fremtid afhænger måske af det ...