Hjemmebio uden Blu-ray? Ja, hvorfor ikke, nu når et komplet af slagsen kan fås for blot 4.500 kroner, og så har det endda målemikrofon og et ganske nydeligt design. Især enheden, der huser forstærker og dvd, er lækker med gode, overskuelige tilslutninger bagpå. Her kan selv onkel Svend være med, og når han tænder anlægget, vil han fryde sig over, at han har autoopsætning og indstilling af surroundlyden via mikrofon.
Desværre er højttalerne ren plastik – sub’en er foruroligende let, og kun centerhøjttaleren virker som kvalitet, men sådan er det jo med denne type anlæg. Det betyder dog ikke, at der mangler overraskelser, og Panasonic har da også et partytrick i ærmet i form af en lille låge i fronten – sæt din iPod i her, og den smider alle dine yndlingstunes ud over surroundanlægget. Når det er gjort kommer hele din playliste også op på tv-skærmen. Den har også USB-indgang, og dvd’en kan opskalere til 1080P. Sidstnævnte er faktisk en feature, som fungerer godt.
Billedmæssigt er Panasonic godt kørende. Selv uden opskalering får man et billede med gode, dybe farver, der har god substans og detaljering. Men lydbilledet er let forpint – især i diskantområdet. Det er stor lyd, men uden overblik, og lyden bliver nærmest rodet, når f.eks. soundtracket bliver kompleks.
Panasonic er desværre som mange andre komplette anlæg: Imponerende stor surroundlyd de første fem minutter, men derefter bliver man træt i ørerne, bare man overvejer at tænde for det. Alt i alt skuffer Panasonic trods en meget lav pris.